Vi, som blev født på disse, på rød og grøn tuf
baserede fjeldmassiver, som langsomt og sikkert
synker og hurtigt og lidt mere usikkert
søndersprænges af oceanet ?
vi, som blev født et par favnes strandbred
fra dette klodens altdominerende element ?
vi erkendte fra første færd
menneskelivets vilkår.
Vor lille stad, med smøger og smug,
var jo, som du skæmtsomt har sagt,
lige så godt et tilværelsens midtpunkt
som Azerbaidjan eller Alabama.
Her levede vi, jævne folk, med alskens
kalamiteter, indbyrdes skændsmål og sagsmål ?
men vi hørte så inderligt sammen
i vor hverdagskamp for udkommet.
Når daggryet steg vældigt over os,
når stormhavet skumfyldte vore gyder,
når de ubegribelige stjenebilleder
tindrede over vore huse.
Og så sommertiden:
kabbelejer i hver lavning,
og fædrenes marker,
skærmet af lavgrå stengærder,
duftende af timian og kløver ?
og solen, den gyldne sol,
som aldrig rigtigt gik ned.
Siden søgte vi lærdom og visdom
i syd og øst ?
Bhagavadgita, Konfutse,
Upanishaderne, Spengler etc. ?
også hos dem, der med vold
ville lave os om
på en omstigningsbillets tid.
Men jævne var de folk,
vi voksede op iblandt, og jævne
var de mennesker, der glædede dit sind
på din livsvej:
den gamle morlil i det fjerne
russiske rige som hjemme i Tórshavn.
Ja, vi er jævne. Og den ægte jævnhed
var vor drøm.
Jævnhed og kærlighed.
Vi ser den overalt i vort
telluriske liv som et forsøg.
En misdannelse?
De underkuedes revanche?
Nej, ingenlunde.
Ihvorhen vort kamera søger,
ser vi denne blidhed, denne godhed
blandt alle modermælksugende dyr ?
og ligervis hos de andre
på deres manér ?
En sublunarisk fejl
i brutalitetens rige?
Eller et forsøg?
Et kosmisk forsøg?
Vi tror på dette kosmiske forsøg.
Magt og mammon forsager vi
og frasiger vi os.
Blidhedens og godhedens
solidaritet bekender vi os til ?
?idet vi ydmygt fatter
om vor skærv af evighed?.
Regin Dahl
Yrkingin stóð í danska blaðnum Politiken
tann 15. januar 1985.
