SJÓNARMIÐ
Jørn Astrup Hansen
I 1994 begrænsedes adgangen til fiskeriet ved lov om erhvervsmæssigt fiskeri. Netop denne begrænsning i adgangen til fiskeriet giver anledning til en ressourcerente. § 2, hvorefter fiskeressourcerne tilhører det færøske folk, kom således meget naturligt med i loven. For at der ikke skulle være nogen tvivl, hedder det yderligere i § 3, at fiskerettigheder tildelt efter loven ikke giver enkelte grupper eller enkeltindivider nogen ejendomsret til ressourcerne. Rettighederne kan således trækkes tilbage uden erstatningspligt for det offentlige, hedder det videre.
Det har fra tid til anden været diskuteret, hvordan ressourcerenten kunne være med til at give bestemmelsen om, at fiskeressourcerne tilhører det færøske folk, et indhold. Mest nærliggende måtte det vel være med en beskatning af ressourcerenten.
Men det er blevet ved snakken. Politikerne mener vist ikke, at det er muligt at opgøre ressourcerenten. I mellemtiden er enkelte grupper og enkeltindivider - helt i strid med § 3 i loven om erhvervsmæssigt fiskeri - godt i gang med at vinde hævd over ressourcerne. Eftertiden vil dømme os strengt. Lige så strengt, som vi dømmer Råfiskefondens fædre.
Men det, landsstyret ikke kan finde ud af, klarer erhvervet selv. Det kommer klart til udtryk, når et skib, eller et rederi skifter ejer. Så fastsættes værdien af ressourcerenten parterne imellem. Og ikke nok med det. Den bliver også kapitaliseret. Køberen betaler med andre ord for den forventede værdi af ressourcerenten. I princippet i al fremtid. Medens landsstyret ikke kan finde ud af at fastsætte, og beskatte, ressourcerenten, så bliver den uden blusel både fastsat og opkrævet i næste omsætningsled. Det er simpelthen ikke hensigtsmæssigt.
Det er destabiliserende for erhvervet, at ressourcerenten kapitaliseres. For erhvervet havde det klart været at foretrække med en løbende beskatning af det overnormale afkast, der kan henføres til ressourcerenten. Efter omstændighederne kan den jo være nul. Det er svært at forstå, at erhvervet går i baglås blot ved at høre ordet ressourcerente. Og det er jo ikke til at forstå, ja det er jo næsten umoralsk, at landsstyret overlader det til private interesser at kapitalisere og opkræve den ressourcerente, som landsstyret, der har beskatningsretten, vælger at se bort fra.
Selv om fiskeressourcerne tilhører det færøske folk, og selv om rettighederne ikke giver enkelte grupper eller enkeltindivider nogen ejendomsret til ressourcerne, så har det længe været accepteret, at rettighederne frit kan sælges - efter omstændighederne sammen med skibet og i sidste instans sammen med rederiet. For så vidt er det jo løjerligt, at man frit kan sælge noget, som man ikke har ejendomsret til. I sådanne tilfælde taler man i formueretten om vanhjemmel.
