Grønlandsk politik ved en milepæl
Der er noget, der tyder på. at selvstændighedsspørgsmålet i Grønland vil komme til at spille en ret så stor rolle ved det forestående grønlandske landstingsvalg. Derfor bør man i Grønland lære af de fejl, som færøsk selvstændighedspolitik begik, da man på Færøerne gjorde dette meget væsentlige spørgsmål til en sag for de få i stedet for at gøre det til en sag for hele folket.
Uden at blande mig i den grønlandske valgkamp og i det grønlandske landstingsvalg, så føler jeg dog behov for at udtrykke min mening om, hvordan et så væsentligt spørgsmål som selvstændighed, bør behandles. Og her tænker jeg specielt på, at man ikke begår de samme fejl, som færøsk selvstændighedspolitik har været udsat for siden 1998. Så mine bemærkninger bunder alene i et ønske om, at man i Grønland kommer bedre fra start, end vi gjorde på Færøerne.
På Færøerne gjorde koalitionen og specielt de to partier Republikanerne og Folkeflokken selvstændighed til en sag for netop deres vælgere og netop deres partier. Man baserede politikken på det smallest mulige flertal i Lagtinget. Man glemte simpelthen at tage hensyn til, at andre borgere på Færøerne og andre partier på Færøerne måske havde en anden opfattelse, selv om man samtidig kunne konstatere, at samtlige partier var indstillet på at opnå større selvstændighed. Konsensus lå lige om hjørnet. Men desværre viste landsstyret i bund og grund en meget ringe forståelse for demokratiets fundamentale værdier.
Man havde nemlig god mulighed for at finde konsenses, men man ønskede ikke andre aktører. Man definerede selvstændigheden som landsstyrets egen, og man ønskede at eje den alene. Man gjorde selvstændighedsspørgsmålet til et partispørgsmål og et koalitonsspørgsmål. Man blev forfængelig og ville alene tage æren for de resultater, der måtte opnås. Ja, man blev så forfængelig, at man fra begyndelsen satte kursen mod den totale løsrivelse allerede efter tre år, hvor man, så paradoksalt det end må lyde, ønskede den danske stat til at fortsætte med bloktilskuddet i mindst 15 år.
Men man havde gjort regning uden vært. Flertallet af færingerne følte sig utrygge ved udviklingen, og den danske regering var slet ikke indstillet på at financiere løsrivelsen med en så lang overgangstid.
Pludselig bebuder landsstyret en folkeafstemning om selve processen, men aflyser den senere, da man ser, at vælgerne går imod landsstyret.
Det er meget vigtigt i denne forbindelse at notere sig, at selvstændighed ikke er et resultat af et enkelt partis program, men som resultatet af en udvikling med bred opbakning. Man opnår først resultat i enhver politisk handling, når denne har folkets opbakning, men specielt vigtigt er det, når det gælder et så stort spørgsmål som selvstændighed.
Hvis ikke folket er med, kan det let ende med en forsinket udvikling. Med andre ord, en for ambitiøs og urealistisk handlingsplan kan let ende med, at man mere skader sagen end gavner den.
Hvorfor mon Sambandspartiet, som er mest tilbageholdende i selvstændighedsspørgsmålet, er det største parti på Færøerne i dag? Det skyldes alene det faktum, at den færøske vælger ikke føler sig tryg med landsstyrets planer. Man har udløst en fuldstændig unødvendig reaktion, fordi man kørte sagen frem med et meget spinkelt flertal i Lagtinget. Og man forsøgte at forcere udviklingen.
Og man bør også notere sig, at det ikke de yderste fløjer, i vores tilfælde Republikanerne og Sambandspartiet, der kan løse sagen. Det er jo de samme partier, der overlever på, at sagen aldrig bliver løst. Faktisk er de begge på hver sin måde medvirkende til, at der slet ikke sker noget. Den ene part, fordi de ønsker tingene at ske for hurtigt, og de andre, fordi de slet ikke ønsker, at for meget skal ske. De holder hinanden i live.
Derfor må konsensus findes, og dens substans er de holdninger som midterpartierne i selvstændighedsspørgsmålet står for.
Derfor bør man i Grønland lære af de fejltrin, som er sket i færøsk selvstændighedpolitik. Den må ikke blive en sag for de få, for enkelte partier, eller hvad værre er som en platform, hvor enkelte politikere kan sikre egen politisk eksistens. Selvstændighed må ikke blive et levebrød.
Sagen er langt mere alvorlig. Derfor er vejen frem konsensus. Det kan godt være, at processen derved tager længere tid, men den er sikker, og den har fremdrift. Og faktisk er det den eneste vej.
Derfor skal det være mit ønske for den grønlandske selvstændighed, at den skal bygge på en bred folkelig opbakning. En konsensuspolitik, så er udviklingen sat på skinnere.
Med ønsket om et godt valg.
