Jonhard Eliasen går i Sosialurin den 8. april 2000 stærkt i rette med de private pengeinstitutter, som har gjort indsigelse mod forslaget til ændring af lagtingslov om Landsbanka Føroya. Det er næppe frugtbart her at indlade sig i en polemik med Jonhard Eliasen om lovforslagets indhold. Men det kan nok forekomme, at enkelte af Eliasens anbringender gør krav på en kommentar.
Jonhard Eliasen formaner pengeinstitutternes ledelser til at respektere demokratiet. Jeg vil helst tro, at denne formaning er overflødig! Men er det da i øvrigt ikke netop et kendetegn ved demokratiet, at borgerne har mulighed for at tage del i debatten? Og er det ikke sædvane i et demokrati, at lovforslag, som må antages at være af særlig interesse for en branche eller en interesseorganisation, bliver sendt til høring hos den relevante organisation? Det skete blot ikke denne gang. Helt tilfældigt blev pengeinstitutterne opmærksomme på, at der i lagtinget var fremsat et lovforslag, som kan vise sig at få stor betydning for pengeinstitutternes virksomhed.
Eliasen påpeger meget rigtigt, at de private pengeinstitutter ikke kan have et overordnet ansvar for økonomien. Heri er jeg ganske enig. Men lettere forbavsende er det da, når Eliasen herefter gør gældende, at ansvaret for økonomien bør ligge hos Landsbanken. Ansvaret bør vel ligge hos landets demokratisk valgte forsamlinger - hos lagtinget og hos landsstyret. Ansvaret kan slet ikke ligge hos Landsbanken, som ganske mangler de virkemidler, der kræves, for at kunne føre økonomisk politik - i dette tilfælde pengepolitik.
Jonhard Eliasen sammenligner frejdigt Landsbanki Føroya med klassiske centralbanker. Men Landsbanken er ikke nogen centralbank. En centralbank er karakteriseret ved, at den kan udstede sedler. En forudsætning for at kunne udstede sedler er imidlertid egen valuta. Uden egen valuta kan Landsbanken ikke påvirke valutakursen, Landsbanken kan ikke påvirke pengemængden, eller likviditeten, og Landsbanken kan ikke påvirke renteniveauet. Så længe Færøerne har valutafællesskab med Danmark, giver en færøsk centralbank ikke mere mening end en bornholmsk centralbank. Og hvem ville dog finde på at oprette en centralbank i Rønne?
Landsbanken - i dette tilfælde Jonhard Eliasen - tyr på ny til argumentet om, at blot Landsbanken var blevet til virkelighed i 1978, havde vi ikke fået overophedningen af økonomien i 80?erne og det efterfølgende sammenbrud i 1992-93. Jeg har svært ved at tro, at Landsbanken ville have gjort nogen forskel i 80?erne. Og jeg har svært ved at indse, at de politiske myndigheder i deres virke var hæmmet af, at vi ikke at have en landsbank.
Når forholdene i 80?erne også i den finansielle sektor kom ud af kontrol, så skyldtes det navnlig den særegne færøske rentebeskatning, som førte til, at det færøske renteniveau kom ud af trit med renteniveauet i Danmark. Et forhold, som førte til spekulation, og som førte til, at Færøerne blev oversvømmet af likviditet. Men at ændre rentebeskatningen var vel et anliggende for lagtinget. Og ikke noget, som Landsbanken kunne have taget sig af.
En anden væsentlig årsag til, at den finansielle sektor - og samfundet - i 80?erne kom på afveje, var den lette adgang, som erhvervene havde til at sikre sig landsstyregarantier for lån, der ikke burde have været givet - og som uden landsstyrets garanti næppe heller var blevet givet. Men beslutningen om at lade landsstyret stille garantier blev vel taget af lagtinget. Det var vel ikke en beslutning, som Landsbanken kunne have omgjort.
Alle kan forstå, at der er behov for at samordne den offentlige likviditet. Men det kræver ikke en landsbank. Indtil det modsatte er sandsynliggjort, er det min opfattelse, at landsstyret og landsstyrets virksomheder med fordel vil kunne vælge at udføre deres bankforretninger gennem de private pengeinstitutter - på Færøerne eller i udlandet - frem for at oprette en særlig bank til opgaven.
Jonhard Eliasen gør i overskriften til sin artikel gældende, at pengeinstitutterne må anerkende Landsbanken som myndighed. Her rører Eliasen ved et andet problem, som pengeinstitutterne har peget på. Jeg tror, alle kan forstå, at pengeinstitutterne føler sig usikre ved, at Landsbanken, som nu ved lov vil have udvidet sine muligheder for at konkurrere med de private pengeinstitutter, også ønsker at påtage sig en tilsynslignende opgave i forhold til pengeinstitutterne.
Ingen kan bære kappen på begge skuldre. Heller ikke Landsbanken
Jørn Astrup Hansen
