Af Hans Engell
Adm. direktør, Ekstra Bladet
????????????????????????
Folketingsvalget i Danmark betød en væsentlig styrkelse af statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstre. Selv om V måtte afgive et par mandater, gik de til Foghs parlamentariske grundlag hos kon-servative og Dansk Folke-parti, og samlet står Fogh med et flertal i Folketinget, der ikke på noget punkt kan regeres uden om.
"Socialdemokraterne og venstrefløjen har tabt yder-ligere, og det er en styrket regering, der fortsætter", sagde Anders Fogh Rasmussen, efter at stemmerne tirsdag aften var talt op. Han forsikrede, regeringen vil søge et bredt samarbejde i Folketinget. Som de største af de kommende opgaver nævnte han kommunalreformen, folkeafstemningen om EU-forfatningstraktaten, og den styrkelse af forskning og uddannelse der skal sikre velfærdssamfundet og danske arbejdsplader.
HISTORISK VALG
Folketingsvalget blev historisk. For første gang i Danmarkshistorien lykke-des det en Venstre-mand at genvinde regeringsmagten - men samtidig kommer valget til at betyde et farvel til nogle af de mest markante politiske skikkelser og lederfigurer i nyere dansk historie. I en meget stærk og følelsesladet tale meddelte socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, at han vil gå af og overlade scenen til yngre kræfter. "Det har stået mig klart fra begyndelsen, at det var denne gang - det var denne gang - at jeg skulle forsøge at løfte opgaven som socialdemokratisk statsministerkandidat. Nu må partiet i god ro og orden forsøge at samle det hold, der skal løse opgaven næste gang. Hvis I spørger, om jeg er ked af det, vil jeg sige ja. Jeg er ked af, at Danmark nu igennem fire år skal trækkes med en regering, der holdes oppe af Dansk Folkeparti", sagde Lykketoft i sin stærkt bevægede, markante tale. Talen indeholdt ingen anbefaling af en afløser, ligesom der heller ikke var nogen tak til fagbevægel-sen, der under valgkampen har glimret ved sit fravær.
Endnu har ingen meldt sig på banen som socialdemokratisk formandskan-didat, men i kulissen spøger den hidtidige politiske ordfører Frank Jensen, og den tidligere minister og nuværende EU-politiker, Henrik Dam Christensen. Men bredt hos socialdemokraterne er der en opfattelse af, at ingen af dem rigtigt duer. Henrik Dam er end ikke valgt til Folketinget, og Frank Jensen viste både før og under valgkampen, at der ikke er stof i ham til en stærk socialdemokratisk partileder. Derimod skal man ned i den helt unge generation for at finde talenter, der brænder igennem. Problemet er blot, om et så stort parti i en utrolig vanskelig periode tør satse på nye og uprøvede kræfter med den usikkerhed, det kan give. Socialdemokraterne vil de kommende uger stå over for dramatiske valg, og en blodig intern borgerkrig lurer lige under overfladen.
JELVEDS STORE AFTEN
Til gengæld blev aftenen en stor sejr for den radikale Marianne Jelved, som på valgaftenen løftede sin håndtaske i sejrsglæde mange gange, da det stod klart, at partiet havde haft et fantastisk valg, der forøgede folketingsgruppen fra 9 til 16 mandater. Hvor megen glæde Jelved får af kæmpesejren er dog tvivlsomt, for de radikale udgør ikke sammen med K og V er flertal i Folketinget. Anders Fogh har altså ikke den dobbelte flertalsmulighed, men må fortsat basere sig på et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti. Det kan hurtigt skabe frustrationer hos de radikale, der i generationer har været vant til at være et indflydelsesrigt parti. Nu venter der en periode uden større ind-flydelse - og formentlig et formandsskifte, hvor Margrethe Vestager overtager pladsen efter Marianne Jelved.
SF fik et elendigt valg, og Holger K. Nielsen har bebudet sin afgang. Også her kan der ventes et internt opgør imellem de gamle og unge i partiet. Til gengæld fik venstrefløjens Enheds-liste et stort valg, og man kan forvente en langt mere markant og slagkraftig venstrefløjs-opposition med EU-sagen som et hovednummer.
KONSERVATIV FREMGANG
De konservative fik et godt valg med en fremgang på 3 mandater, som ikke mindst skyldtes de tre kvindelige ministre. Det er første gang siden 1984, partiet oplever vælgerfremgang - men niveauet er stadig lavt. De sidste par valg har placeret de konservative på et mandattal, der er lavere end nogensinde siden 1977. For Bendt Bendtsen er det bekymrende, at Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti er væsentlig større og at de konservative nu stabiliserer sig, men på et lavt niveau under 20 mandater.
Konklusionen er derfor, at selv om der indenfor blokkene er sket visse forskydninger, og selv om dansk politik står overfor markante lederskifter, vil Anders Fogh fortsætte kursen stort set uændret i forhold til før valget. Første store udspil bliver kommunalreformen, der skal ændre Danmarkskortet, idet amterne nedlægges, der etableres nye storegioner og sker store omlægninger af opgavefordelingen mellem de amter, der nedlægges, kommuner og stat. Næste runde bliver EU-afstemningen, hvor Dansk Folkeparti vil gøre sig stærkt gældende. Pia Kjærsgaard fik en flot valgaften med fremgang, og hun står fuldstændig urokkeligt som Dansk Folkepartis leder. På de fleste områder vil hun uden større problemer kunne samarbejde med Anders Fogh - men i EU-politikken har hun valgt en meget skarp modstand, hvor ikke mindst afstandtagen til Tyrkiets optagelse i EU er et af hovedpunkterne. Derfor havde Pia Kjærsgaard også nedtonet sine krav om at indgå i den danske regering. Kjærsgaard har klogt nok valgt at satse på opbygning af en partiorganisation - både centralt og decentralt - samt en politisk platform, hvor partiet ikke bare bliver en døgnflue. EU-sagen skal bruges i den sammenhæng - først ved et kommende folketingsvalg vil hun også stille krav om ministerposter.
MIDTEN VÆK
Valget blev også historisk af den grund, at midten af dansk politik stort set blev udryddet. Kristendemokraterne røg ud af tinget, CD kom ikke ind, de radikale er uden indflydelse, og Minoritetspartiet blev helt til grin. I praksis betyder det formentligt, at Erhard Jakobsens gamle parti nu nedlægges, og at Kristendemokraterne kommer ind i en stor selvransagelse. I modsætning til CD har de kristelige i Danmark en vis lokal opbakning og organisation og vil formentlig overleve, men den nye partiformand, Marianne Karlsmose, viste, at hun ikke kan slå igennem - og det får formentlig konsekvenser både for hende og partiet.
ANFINN I TINGET
I forhold til Nordatlanten vil situation også være uændret, selv om valget af Anfinn Kallsberg på Færø-erne kan give en større politisk indflydelse i for-hold til den nye regering end tidligere. Med en stærk lagmand, Jóannes Eidesgaard fra socialdemokrat-erne i Torshavn, og Anfinn Kallsberg i København, vil den færøske indflydelse være optimal. Kallsberg har et årelangt nært og godt forhold til den konservative partiledelse - og som lagmand fik han også et langt bedre forhold til statsminister Anders Fogh Rasmussen end til forgængeren Poul Nyrup. Anfinn Kallsberg vil der blive lyttet til, og han vil med vanlig taktisk dygtighed kunne spille kortene på rette sted og rette tidspunkt.
Høgni Hoydal fik et kanonvalg på Færøerne og vil utvivlsomt fortsætte linien med mange taler, spørgsmål og kommentarer i Folketinget - men uden egentlig politisk indflydel-se. Så på den måde vil de to færøske mandater være delt - den ene som højttaleren og den anden som den mere stilfærdige spiller, der har indflydelse. Ingen tvivl om, at resultatet af valget på Færøerne er modtaget med tilfredshed på Christiansborg.
NORDATLANTEN
På et tidspunkt i valgkampens slutning viste meningsmålingerne, at de fire nord-atlantiske folketingsmandater kunne være afgørende for en regeringsdannelse i Danmark. I så fald ville det ikke have været første gang. Allerede i 1960'erne måtte Jens Otto Kragh søge hjælp fra den grønlandske Knud Hertling for at kunne fastholde regeringsmagten. Kragh fik Hertlings støtte - og Hertling blev minister for Grønland. På tilsvar-ende vis var Poul Nyrup Rasmussen i 1998 afhæn-gig af det socialdemokrat-iske mandat på Færøerne.
Denne situation satte straks gang i rygtedannelsen hos de danske politikere. "Ingen vil få nogen socialdemokrat til at sige noget negativt om Færøerne de næste tre uger", sagde således den tidligere socialdemokratiske partiformand Svend Auken til Politiken, og han fortsatte: "Som valget i 1998 beviste, er der grund til at tage de fire nordatlantiske mandater alvorligt. Det var netop et par hundrede stemmer på Færøerne, der dengang sikrede Poul Nyrup Rasmussen flertal til fire år mere."
De fleste nordatlantiske kandidater forholdt sig tavse, men der var også meldinger, som ikke var til at misforstå. Således sagde både Lars Emil Johansen fra Siumut og Kupik Kleist fra SF's grønlandske søsterparti IA, at det for dem var afgørende, hvilke indrømmelser, de kunne opnå for Grønland, hvis deres stemme blev afgørende i for-bindelse med en dansk regeringsdannelse. Til Politiken sagde Folkeflokkens Óli Breckmann: "De fire partier vil nok være lidt mere jævnbyrdige. At tiderne ikke er forfærdeligt gode på Færøerne betyder, at vælgerne ikke er lige så dristige, som når der er medvind på cykelstierne." Han håbede på, at netop udsigten til ægte rødt kunne hjælpe hans parti i valgkampen: "Hvis man stem-mer på republikanerne eller Socialdemokratiet, går stemmen til Lykketoft. Ligesom en stemme på Folkeflokken eller Sambandspartiet vil være en stemme til, at den nuvær-ende regering kan fortsætte", konstaterede han. Høgni Hoydal konstaterede derimod: "For os er det ikke afgørende, hvad Danmarks nye statsminister kommer til at hedde. Kommer vi til en situation, hvor vores stemme vil blive afgørende for en socialdemokratisk eller borgerlig regering, peger vi på det parti, som vi kan opnå de bedste forhandlingsresultater med", sagde han.
Som bekendt blev valgresultatet således, at de nordatlantiske mandater ikke får afgørende indflydelse på regerings-dannelsen.
NORDISK DAGSORDEN
Til gengæld ligger der en uafklaret politisk dagsorden i de kommende måneder. Ønsket om en selv-stændig repræsentation i Nordisk Råd, forhandlingerne om den lov, der skal give Færøerne større mulighed for at indgå internationale aftaler - arbejdet i den internatio-nale hvalfangst-kommission, samt den fortsatte udvikling af selvstyret og overdragelse af opgaver til de færøske myndigheder vil komme til at stå helt centralt i forhandlingerne imellem København og Torshavn.
Så når Anders Fogh har fået børstet støvet fra valgkampen af sig, og de nye folketingsgrupper er sat, vender han tilbage til den samme dagsorden som for tre uger siden - herunder også væsentlige, endnu uafklarede spørgsmål i forhold til Færøerne og de færøske myndigheder.
