Det har været særdeles svært at finde den rette ølentusiasme frem her på øerne. Men takket være islændingene og deres krav i Hoyvíkaftalen, forsvandt handelshindringer i emballageloven. Og Føroya Bjór har stor tak oppebåret for at udvide ølsortimentet. Nu kommer så lovændringen, der skal gøre det muligt at producere og importere øl med ubegrænset alkoholstyrke.
Som kold og kynisk markedsorienteret forbruger vil jeg sige mange tak. For nu ligger landet åbent, og forhåbentlig kan ølentusiasmen sprede sig vidt omkring. Ølentusiasme er jo indbegrebet af høvisk og fornuftig omgang med øl, så det kan blive fremhævet som kulturbærende kunstart. Det stik modsatte af ansvarløst og hovedrystende bælleri!
Ølentusiasme er netop fokus på øllet frem for valg af producent. Lovændringen vil ændre på tilgængeligheden af et helt fantastisk udvalg. Vi er jo vænnet til at handle i “Rusan”, så det vil kun glæde at se udvalget vokse dér. Og hvis man vil, kan det blive til glæde for mange ølentusiaster in spe.
Der er imidlertid altid en slange i paradis, og for lovforslaget er det ingen undtagelse. Det kan næppe gavne Føroya Bjór, at de med lovforslaget ikke kan sælge øl stærkere end 5,8 vol. % fra egne udsalgssteder. En sådan ændring af loven er jo direkte konkurrenceforvridende til fordel for de landsfinansierede udsalgssteder. Det kunne jo tænkes at “tilgængeligheds-begrebet” bruges til at skjule forventningen om et mersalg og dermed øget indtægt til landskassen?
Lad mig derfor foreslå en holdningsændring. Lovforslaget bør ikke opstille handelshindringer for færøske virksomheder. Skal man have begrænset tilgængeligheden, kan man indføre ekstra beskatningsklasser, ud over de eksisterende, så pris og alkohol er samsvarende. På den måde kan man begrænse tilgængeligheden af alkoholstærke øl, uden at gøre indgreb mod en privat færøsk virksomhed.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at den bekendtgørelse, der omhandler privat import af øl og spiritus, bør revideres samsvarende lovforslaget, så det også bliver muligt at medtage øl stærkere end 5,8 vol. %, når man rejser til Færøerne.










