Du, skriver, at du er ked af, at arbeiderfagforeningerne ikke kunne komme med et egentlig udspil omkring trepartsforhandlingerne. Se, Hans, enighed fordrer, når man er flere, og særlig, når det drejer sig om organisationer, at tingene er blevet lagt frem, og alle har fået lov til at sige deres mening, inden man enten forkaster det eller kommer med et fælles udspil.
Problemet med de trepartsforhandlinger er, at de aldrig blev lagt frem til nogen fælles drøftelse. Midt under strejken i 2003 dukker du pludselig op både i TV og aviser og gør dig til talsmand for trepartsforhandlinger. Ikke et ord om, hvor du har fået den idé fra. Hvis folk var skeptiske, så har du ikke gjort noget for at afhjælpe det. Der er til dags dato ikke kommet noget som helst skriftligt materiale om, hvad trepartsforhandlinger indebærer, hvad det er for en model, der ligger til grund, hvilke samfundsøkonomiske perspektiver, fordele og ulemper for den enkelte/virksomheder, ingenting, hverken fra dig eller anden side.
Vígdis Johannessen kan have de meninger, hun vil, såvel som enhver anden, så længe hun holder sig inden for grundloven ? men når der kommer en officiel invitation til Havnar Arbeiðskvinnufellag om at være med i det ene eller andet, så må hun lægge det for bestyrelsen, hvor hun er en af fem. Med hensyn til trepartsforhandlingerne var der en enig bestyrelse, der sagde nej.
Du er skuffet over regeringens skattepolitik og siger, at arbejderen ikke har nogen, der varetager hendes/hans interesser. Hans og I andre, det problem ejer vi selv. Fagforeningene har i allerhøjeste grad forsømt at skole nogle folk til aktivt at gå ind i politik, ikke bare i javnaðarflokkin, men bredt ? kast forlovelsesringen med javnaðarflokkin og vågn op, vi kender bedst vore egne kår og behov. De, der sidder på tinge i dag, afspejler andre samfundsklasser og holdninger.
