Erik Christensen, Porkeri
Den 31-10 2005 hentede jeg min kone i lufthavnen kl. 14:10. Vi tog en bekendt fra Suðuroy - med i bilen til Tórshavn. Han klagede over stærke vedvarende smerter i højre lyskeregion.
Flyturen fra Danmark til Færøerne havde været en meget smertefuld oplevelse for ham. Vi kunne se, at hans tilstand forværredes og kørte så hurtig som mulig til Landssygehuset i Tórshavn, hvor vi ankom kl.15:00. Sygeplejersken i modtagelsen nægtede at indskrive ham med den begrundelse, at patienten først skulle have en henvisning fra vores bekendts egen læge i Vágur på Suðuroy, men hun mente dog efter lidt betænkningstid, at vi kunne forsøge på lægehuset i Tórshavn. Vi sagde, han havde haft symptomerne i et døgn. Sygeplejersken mente, at så længe han havde stærke smerter, var det ikke noget at være bange for. Hun beroligede patienten med bemærkningen om, at hun aldrig havde oplevet, at nogen var død af blindtarmsbetændelse, men hun ville dog prøve at få fat i en læge. Efter en halv times ventetid, meddelte hun os, at vi var nødt til at køre til lægehuset for at få vores bekendt indlagt på Tórshavn sygehus. Lægehusets læge konstaterede, at han havde symptomer på blindtarmsbetændelse og gav besked til sygehuset, at han måtte indlægges omgående. Efter yderligere en halv times ventetid i venteværelset på sygehuset blev han endelig indlagt kl. 16:30. Kl. 19:00 fik han sin perforedede blindtarm fjernet. Han har fomodentlig været i livsfare, hvis operationen var blevet yderligere forsinket.
Med forundring måtte vi konstatere, at der ikke med det samme var en læge, der kunne vurdere patientens tilstand. Hændelsesforløbet kunne ske for alle.
