»Kirkjan vísir ongum frá sær«. Dette udsagn kan jo forstås helt evangelisk på linje med Jesu ord i Mattæus evangeliet: »Kom hid til mig alle I som er trætte og tyngede af byrder…« og mange andre steder, hvor det understreges, at evangeliet er for alle. Vi må komme med alt det mislykkede, alle fejlene, alle de gode forsætter, der alligevel ikke helt blev, som vi gerne ville, alle de brudte løfter, osv. og der er tilgivelse at få. Halleluja for kirken. At der også er noget, vi må gøre op med og noget vi må lægge bag os, er naturligvis også klart som dagen. Den, der stjæler, må stoppe med at stjæle. Den, der taler usandt om andre, må stoppe med det. Den, der bedriver utugt, må stoppe med det. Den, der misbruger sin stilling og kræver bestikkelse, må stoppe med det. Osv. Det er ikke en hvilken som helst adfærd, kirken kan sige god for. Nogen gange må vi sige til mennesker: Hvis du ikke vil stoppe med at gøre det, du gør, kan du ikke længere være en del af menigheden. Kirketugt er et af den kristne kirkes kendetegn. Hvis kirken vil være kirke, må den elske så hedt og vildt og meget, at den siger nej til synd. Al synd.
Udsagnet på portalen »Kirkjan vísir ongum fra sær« skulle nok forstås anderledes. Der er nemlig tale om, at nogen ønsker, at kirken siger ja til en bestemt tjeneste for dem, og hvis den ene præst ikke vil, så må der findes en anden. Folk skal nemlig have det, som de ønsker. Men er det virkelig kriteriet for, hvad kirken står for? Folks ønsker eller forlangender? Stakkels kirke og stakkels mennesker. Den studerende, som jeg nævnte til at begynde med, havde fået den idé, at det var Bibelen, Guds Ord, der var kriteriet for, hvad kirken stod for. Derfor havde han forladt det kirkesamfund, han var vokset op i (Last Church) og havde tilsluttet sig Brødremenigheden, som også findes i Danmark og er en luthersk kirke. Last Church viste nemlig ikke hans far fra sig, da han kom første gang for at giftes, heller ikke anden gang, eller tredje, eller fjerde eller femte. Så nu havde hans far fem koner. Min studerende selv mente, at Bibelen sagde noget andet, og at ’Last Church’ skulle have sagt nej til hans fars ønske om kone nummer to, tre, osv. Men det lader til at nogle tænker som så: Hvis man ikke giver mennesker dét, de vil have, så viser man dem fra sig…
Jeg tror, vi må tænke om igen, og lade Guds Ord bestemme. Lader vi ikke Guds Ord bestemme, så placerer vi jo os selv på Guds plads, og så er der virkelig fare på færde. Vi kan stadig læse Jesu ord i Bibelen: ”Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud” (Lk 16,18). Hvis nogen vil forkaste Jesus, fordi han siger dette, så er det deres valg og ansvar. Jeg har ikke magt til at sætte Jesu ord ud af kraft og jeg kender heller ikke noget andet menneske, der har det. Kære Jógvan biskop. Det kan godt være, at der også ligger noget ”god vilje” bag den instruks, du har skrevet (vi, der ikke vier fraskilte, skal ikke smides ud af kirken lige her og nu), men instruksen burde vi have været foruden, og ordene på portalen endnu mere. Vi skal vel ikke til at ringe til biskoppen, hver gang vi siger nej til at gøre noget forkert? Og at finde en til at gøre dét, som jeg selv er overbevist om er synd, er dog at begå åndeligt selvmord. Hvis nu nogen gerne vil snakke med biskoppen, mon så ikke de selv kan finde ud af at tage telefonen og ringe? Jógvan - du er hermed inviteret en tur til Sumbawanga i Tanzania. Kost og logi får du hos os. Jeg tror, at det kunne være lærerigt for dig at snuse til omgivelserne her og snakke med de studerende og vi kunne nok alle blive udfordret af deres insisteren på at følge Guds vilje i Ordet, også når det betyder opbrud fra det, de er vokset op i, eller det hovedparten i deres landsby mener eller praktiserer.
Peter O.K. Olofson
Missionær, viceforstander på Chuo cha Theologia, Mlimani
Sumbawanga, Tanzania
