Nina Dahl
Da jeg flyttede til Torshavn for et par og tyve år siden, stod der ved Bacalao nogle skure og campingvogne. De kunne sikkert ikke leve op til de sundhedskrav, der stilles til en bolig - - men de havde den fordel, hvis man ellers kunne holde lugten fra egningarskurene ud, en husleje, der kunne betales af en arbejderløn.
I dag er de væk, erstattet af moderne boligbyggeri med lejligheder til enlige og par - - - sådan burde det have været. Skurene er væk. I stedet flyttede arbejderne ind på værelser og i kælderlejligheder hos private, og huslejepriserne steg endnu en gang.
Mange af os bruger en stor del af vores voksenliv på at bo til leje hos andre, mens vi sparer op til et grundstykke - - og siden et hus - - for så at bo til leje hos banken størsteparten af vores voksenliv og arbejdsliv.
Skal det være sådan? Eller er det på tide, arbejderbevægelsen går forrest og er med til at udforme en boligpolitik og boligbyggeri, der kan betales af en arbejderløn?
Den gang som nu kan du finde annoncer, hvor der står: Ungt fredeligt par, der hverken ryger eller drikker, uden børn, ønsker lejlighed ? er det rimeligt?!
Det gode arbejdsliv, hvad er det? Det ville være rimeligt og ønskeligt, hvis der på Færøerne var en specialarbejderskole, og starten på et arbejdsliv begyndte med et introduktionskursus, arbejdsmiljø, personlig sikkerhed, forebyggelse af ensidigt gentaget arbejde ? og derpå kursus til de enkelte grene af industrien og erhvervslivet. En skole, man kan vende tilbage til gennem et arbejdsliv med supplerende kurser. Det burde være en tværfaglig opgave for arbejdsgivere og fagforeninger. Det ville også være en fordel, hvis arbejdsløse kunne tage uddannelsesorlov mere end de seks uger, som der nu er åbnet op for i ALS, og dermed forøge chancerne for at komme i arbejde igen. Over skatten betaler vi til undervisning: folkeskolen, studenterskolen, handelsskolen, sygeplejeskolen, sømandsskolen, maskinmesterskolen, universitetet o.s.v.
Da vi kom til håndværkerne, var der lidt ? da vi kom til arbejderne, var der ingenting!
Arbejdspladsen
Er arbejdstiden lagt til rette, så man kan nå at aflevere børn i institutioner, vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger og hente dem igen? Og ved børns sygdom, hvad så? Huslejen og faste udgifter bliver ikke mindre, fordi man er hjemme hos syge børn ? børn ingen hindring!
Ensidigt gentaget arbejde, er man opmærksom på det? Hvad koster det den enkelte? Hvad koster det arbejdsgiveren? Hvad koster det samfundet? Samarbejder ledelsen, tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter? Gør arbejspladsen nok for at få valgt tillids- og sikkerhedsrepræsentanter? Gør arbejderbevægelsen? Er der gode kantineforhold? Kan man eventuelt købe et måltid mad til en pris, der samsvarer en arbejderløn? Bliver der taget hensyn til ældre medarbejdere, er der plads til handicappede? Gør man noget for at få det rart sammen efter arbejdstid? ? Listen er lang. Vi opholder os på arbejdspladsen en stor det af vores liv. Forandringer tager tid. Noget skal bare have et lille skub, andet er en lang proces, men vi, du og jeg, kan være med til at stikke kursen ud.
Hvad med ALS? ALS er til for at holde købekraften i samfundet oppe i tilfælde af massiv arbejsløshed, men hvad med den arbejdsløse! ? For en familie, hvor den ene eller begge bliver arbejdsløse, er det en katastrofe. 70 % af en arbejderløn, hvordan skulle man kunne betale afdrag på hus, faste afdrag, købe mad? Man kan eksistere, ikke mere. Kravet til ALS må være, at den minimum kommer op på 90% af en arbejderløn. Virker fiskidagaskipanin? Hvordan kan to med samme indtægt få forskellig udbetaling? Er Als i større eller mindre grad endt som et sted for nedslidt arbejdskraft, især kvindelig, der mere hører under almannastovuni end ALS. ALS ejes af parterne på arbejdsmarkedet. Den løser opgaver, som burde være samfundsopgaver, lige så vel som det er en samfundsopgave at sørge for, at vi får en folkepension, vi kan leve af ved slutningen af arbejdslivet. Det skal ikke være fagforeningens opgave. Hvis de velbjærgede så vil spare op ved siden af, er det en privat sag, de har råd til det.
Det absolut mest positive, der er sket på arbejdsmarkedet i mange år, er lov om barsilsskipanina. Ret til fuld løn 4 uger før og i særlige tilfælde optil 13 uger, ret til 24 uger med fuld løn efter fødsel, fædres ret til barselsorlov med løn - - men det blev altså for meget, og der skal lægges loft på, så højeste udbetaling er 20.000, og tiden skal kortes ned. I bemærkningerne til loven står der dog klart og tydeligt: "Ásetingin ger ikki inntriv í a_ra lóggávu ella sáttmálar, sum tryggja løntakarum rætt til løn ella endurgjald í sambandi vi_ barsilsfarloyvi". Altså, hvem blev Askepot.
Ufaglært arbejdskraft udgør ca. 7000 mennesker, deraf ca. 4000 fuldtidsjobs, Når vi så samtidig medregner den gruppe af børn og unge, som vi er forældre til, er vi den langt største gruppe i samfundet. Men hvordan er vi repræsenteret i lagting og landstyre? Er vi stort set andet end stemmekvæg?
