ikke ved at lempe Krudt ned gennem Skorstenen!) og opførte på Tomten en anselig moderne Bygning, hvor han drev en Slags moderne Pensionat, samtidigt med at han holdt Bageriet i Kælderen gaaende, først og fremmest

fremstilles på en måde, der må få læseren til at tro, at både bestyrelse og direktion handler mod bedre vidende. Jørn Astrup Hansen undlader dog behændigt at forklare sin egen rolle. Indledningsvis

heldur ikki nakað at skriva heim um. Hann er nevnliga serliga ljóssterkur, heldur ikki í ”outdoor mode”, og tað hjálpir heldur ikki stórvegis at nýta annars frálíka ASUS Splendid-amboðði, har brúkarin

teimum orðum, sum hann so ofta endaði sínar prædikur við: Støt vor fod, når den vil glide, styrk vort mod, når vi skal stride, gør vor bortgang sejerrig! Øll vit, sum vóru í kirkju henda hásummardagin í 1996

reka ferðavinnu. Tað ger megnar vinnan sjálv. Tórshavnar kommuna er annað enn Havnin, sum hevur tað mod­er­naða býarlívið. Men sum borgastjórin vísir á, so skulu vit bara flyta okkum fimm minuttir, so eru

Ljóðið er tungmálmsligt, men alíkavæl nokso reint. Haldi ikki, tað kann sigast, at ljóðið er serliga mod­ern­að, og í hesari sjangruni hevur tú ikki endiliga eitt modernað ljóð. Tað er eitt lítið sindur tunt

opvartning, et sådan stormløb, som vi er vidne til her i pinsen fra Vorherres side, er vanskeligt at stå i mod. At tro på en, der vil os det godt, er ikke vanskeligt. Man skal faktisk være meget standhaftig for

opvartning, et sådan stormløb, som vi er vidne til her i pinsen fra Vorherres side, er vanskeligt at stå i mod. At tro på en, der vil os det godt, er ikke vanskeligt. Man skal faktisk være meget standhaftig for

tunnligt í landskappingini higartil, men sum ein skyldmaður úti í Grógv plagdi at taka til: ?Lad ikke modet falde.? Seti tykkum nú fyri at tit eisini fáa steypin frá bryggjaranum í Klaksvík, úti á Svangaskarði

hendan ladykiller og nógv drekkandi bohema njósn­aran eru endaðar sum bæði kult og kamp, kitsj og mod­ernistisk myta alt í senn. Aftur til fyrstu bókina Hetta er hin fyrsta krim­i­skaldsøgan, ella njó