”Det er i de beskrivende afsnit, at Henriksdóttir brillerer. Her beviser forfatteren en evne til med nærmest barnlig uskyldighed at identificere sig med sit fortids jeg og gennemleve verden, som den så ud dengang, hvilket er rørende læsning.??Tungere bliver det desværre straks, når det gælder voksenlivet, hvor den kronologiske fremdrift bliver et unødvendigt dominerende princip for teksten, der såre savner de tidligere kapitlers renhed.??Ikke at det er mindre interessant, men bogen mister bare sine litterære kvaliteter og kammer over i det selvbiografiske og afslørende aspekt, der nok er både skræmmende og vedkommende, men ikke nok til at gøre en fuldendt bog. ”
