Erik Ludvigsen, Aalborg
---
I påsken 1956 mødtes følgende lande i Rom, Tyskland, Frankrig, Italien, og de såkaldte beneluxlande (Belgien, Nederlandene og Luxenbourg) for at underskrive Romtraktaten, der er forløberen for den nuværende Lissabonkontrakt, hvor der er 2 hovedpunkter 1) at skabe et fællesmarked, fri bevægelighed af arbejdskraft og kapital inden for medlemslandenes indre grænser. 2) at være garant for freden i Europa.
Det med garanti for fred, er for nuværende sat i spil af hændelserne i Ukraine. I den forbindelse er det vigtigt at gøre opmærksom, at den russiske præsident Gorbatjof i 1990 sagde til den amerikanske præsident George Busch, at han var indforstået med, at DDR blev genforenet med Tyskland under den forudsætning, at Vesten holdt fingrene væk fra de lande, der grænsede op til Rusland. Europa har givet haft kendskab til denne henstilling.
EU lider, som mange andre organisationer, af volumesyge og har taget både Bulgarien og Rumænien i sin favn og tørster efter at lukke Ukraine ind, der er mere end villig. EU er så langt ude at køre, at de har støttet de ukrainske demonstrationer for at få væltet præsidenten Janakovitz, der ikke ønskede sig ind i EU af forståelige grunde. Fjernet i strid med forfatningen, hvilket åbenbart ikke anfægter EU.
EU har således været med til at tirre den russiske bjørn ( Putin), der så af frygt for, hvad der vil være følgen af den uro, der er skabt af Ukraine, er gået over grænsen for at sikre sig, at den lovlig anbragte store russiske flådehavn ikke falder i Ukraines hænder med NATO-s hjælp. Et Nato, der er nært forbundet med EU. PUTIN-s handling er klart i strid med folkeretten, men det er der så meget, der er.
EU har sin lod i disse tragiske hændelser og fremmer den skabte uro med vedtagelsen af sanktioner mod Rusland og i givet fald skærpede sanktioner, hvis Rusland ikke makker ret. Man overser risikoen for et sammenbrud af verdensokonomien og det, der er værre. Det man har opnået, det er at styrke PUTIN-s magt og skubbet et eftertragtet demokrati i Rusland langt ud i fremtiden. Det er også besynderligt at opleve, at EU gør enhver hykler rangen stridig ved at larme op om, at Rusland går over grænsen til Krimhalvøen, samtidig med, at EU sletter alle grænser mellem 28 medlemslande. Freden i Europa vil være i langt sikrere hænder i en demokratisk nationalstat. Demokratier holder sig fra krigspladser.
Hvorom alting er, så er der intet, der tyder på, at PUTIN vil spænde buen yderligere, selv om han militært styrker grænsen til Ukraine. Han er givet på det rene med for alt i verden at undgå en krigstilstand. Sammenligningen med Hitler holder ikke. Ingen tvivlede på, hvad Hitler var ude på. Det undrer mig meget, at Arne Sloth Kristoffersen i Nordjyske(30/3) under overskriften “hjem til riget”mener, at der er mange lighedspunkter mellem Ukraine og datidens Tjekkoslovakiet. Heri tager han grundigt fejl. Alle vidste, at Hitler bevidst stilede mod en verdenskrig med en annektering i 1938 af Østrig og Sudeterland, der hørte til Tjekkoslovakiet. Hvad angår Ukraine, så kom provokationen ikke fra PUTIN, men fra EU. Rent bortset fra, at både Putin og EU forbrød sig mod folkeretten. PUTIN ved at sætte sig på Krimhalvøen og EU medvirkende til at få Janakoviz frernet i strid med landets forfatning.
Der er tegn på en forhandlingsløsning. Der er for mig ingen tvivl om, at de implicerede parter krydser fingre for, at det vil lykkes. Risikoen for, at Ukraine ikke bliver tilfreds er vel til at bære.
