Tekin eru um samráðingarloysn

Erik Ludvigsen, Aalborg
---
I påsken 1956 mødtes følg­ende lande i Rom, Tyskland, Frankrig, Italien, og de så­kaldte beneluxlande (Bel­gien, Nederlandene og Luxen­bourg) for at under­skrive Romtraktaten, der er for­løberen for den nuværende Lissa­bon­kontrakt, hvor der er 2 hoved­punkter 1) at skabe et fælles­marked, fri bevæge­­lighed af arbejds­kraft og kapital inden for med­lemslandenes indre græn­ser. 2) at være garant for freden i Europa.
Det med garanti for fred, er for nuværende sat i spil af hændelserne i Ukraine. I den forbindelse er det vig­tigt at gøre opmærksom, at den russiske præsident Gorba­tjof i 1990 sagde til den ameri­kanske præsident George Busch, at han var indfor­stået med, at DDR blev gen­forenet med Tyskland under den forudsætning, at Vesten holdt fingrene væk fra de lande, der grænsede op til Rusland. Europa har givet haft kendskab til denne henstilling.
EU lider, som mange andre organisationer, af volume­syge og har taget både Bul­garien og Rumænien i sin favn og tørster efter at lukke Ukraine ind, der er mere end villig. EU er så langt ude at køre, at de har støttet de ukrainske demonstrationer for at få væltet præsidenten Janakovitz, der ikke ønskede sig ind i EU af forståelige grunde. Fjernet i strid med forfatningen, hvilket åben­bart ikke anfægter EU.
EU har således været med til at tirre den russiske bjørn ( Putin), der så af frygt for, hvad der vil være følgen af den uro, der er skabt af Ukraine, er gået over græns­en for at sikre sig, at den lovlig anbragte store russiske flådehavn ikke falder i Ukrai­nes hænder med NATO-s hjælp. Et Nato, der er nært for­bundet med EU. PUTIN-s handling er klart i strid med folkeretten, men det er der så meget, der er.
EU har sin lod i disse trag­iske hændelser og frem­mer den skabte uro med vedtagelsen af sanktioner mod Rusland og i givet fald skærpede sanktioner, hvis Rusland ikke makker ret. Man overser risikoen for et sammenbrud af verdens­­okonomien og det, der er værre. Det man har op­nået, det er at styrke PUTIN-s magt og skubbet et eftertragtet demo­krati i Rus­land langt ud i frem­tiden. Det er også besynderligt at opleve, at EU gør enhver hykler rangen stridig ved at larme op om, at Rusland går over grænsen til Krim­halv­øen, samtidig med, at EU sletter alle grænser mellem 28 medlemslande. Freden i Europa vil være i langt sikrere hænder i en demokratisk nationalstat. Demokratier holder sig fra krigspladser.
Hvorom alting er, så er der intet, der tyder på, at PUTIN vil spænde buen yder­ligere, selv om han mili­tært styrker grænsen til Ukraine. Han er givet på det rene med for alt i verden at undgå en krigstilstand. Sammenligningen med Hitl­er holder ikke. Ingen tvivlede på, hvad Hitler var ude på. Det undrer mig meget, at Arne Sloth Kristoffersen i Nordjyske(30/3) under over­­skriften “hjem til riget”mener, at der er mange lig­heds­punkter mell­em Ukraine og datid­ens Tjekko­slovakiet. Heri tager han grundigt fejl. Alle vidste, at Hitler bevidst stilede mod en verdenskrig med en annektering i 1938 af Østrig og Sudeterland, der hørte til Tjekkoslovakiet. Hvad angår Ukraine, så kom provokationen ikke fra PUTIN, men fra EU. Rent bort­set fra, at både Putin og EU forbrød sig mod folkeretten. PUTIN ved at sætte sig på Krimhalvøen og EU medvirkende til at få Jana­koviz frernet i strid med landets forfatning.
Der er tegn på en for­hand­lingsløsning. Der er for mig ingen tvivl om, at de implicerede parter krydser fingre for, at det vil lykkes. Risikoen for, at Ukraine ikke bliver tilfreds er vel til at bære.