Tann norðurlendska røddin má ikki tagna

?Nedprioriteres den nordiske dimension i Nordisk Råds virksomhed, kan dette blive enden for det frugtbare nordiske samarbejde og det unikke nordiske fællesskab. Den nordiske røst vil herved miste sin kraft segði Marita Petersen, løgtingslimur og limur í Norðurlandaráðnum. Hon minti tey Norðurlond, ið liggja við Eystursjógin á , at Norðurlond eisini finnast fyri vestan. Hon segði:

Hr. Præsident


1997 er ved at være slut, og set fra en færøsk synsvinkel har dette år været et godt år i nordisk sammenhæng. Vestnordens Parlamentariske Samarbejdsråd blev i 1997 til Vestnordisk Råd og repræsentanter for dette råd har det sidste år haft mulighed for at møde som observatører til Nordisk Råd arragementer. Det anbefales, at der investeres flere ressourcer i dette arbejde.

Der har i år været satset på kultur og Sprog. Kulturkonferencen i Oslo i foråret satte fokus på de små sprogs og kulturers situation. På sommermødet i Reykjavík blev Vestnordisk samarbejde fremhævet og sproghøringen samme sted behandlede de små sprog og nordisk sprogsamarbejde som helhed.

Til slut, det er positivt, at Præsidiet i forbindelse med et budgetforslag og planer for 1998 påviser nødvendigheden af, at sprogsamarbejdet prioriteres højt.

Beskæftigelse og sikkerhedspolitik er hovedemner på denne session, og Sverige vil i sin ordførerperiode de kommende år desuden prioritere arbejdet, for at Norden og nærområderne skal blive en økologisk holdbar region.

Det er nødvendigt, at Nordisk Råd arbejder med store spørgsmål, og at der tages overordnede politiske beslutninger. Præsident Salmén sagde det så klart: Perifere spørgsmål er ikke længere i fokus i Nordisk Råd, men med den nye formands tale og for øvrigt en del af indlæggene fra generaldebatten i tankerne må man desværre konstatere, at det ikke kun er perifere spørgsmål i Nordisk Råd, der er væk.

De perifere lande og områderne i Nordisk Råd er meget lidt synlige i det kommende års arbejde. »Norden er hemma« sagde Göran Persson, da han fremlagde planerne for det kommende års arbejde. For én, der ikke vidste bedre, fik man den opfattelse, at Norden er landene omkring Østersøen, og dette er et lidt forvrænget billede af Norden, for det område, som landene strækker sig ud over, er enormt, og selv om der ikke bor mange mennesker i den vestlige halvdel af eller rettere 2/3 af Nordens område, så er dette område med sin udstrækning og rigdom en betydningsfuld del af Norden, som ikke bare kan overses og glemmes.

Vi, som bor ude i vest, er afhængige af fiskeriet og har derfor et vågent øje med, hvad der sker i Nordisk Råds regi på fiskeriområdet. De tendenser, vi har set de sidste par år, har ikke været særlig opmuntrende.

I 1997 planlagde man endnu en gang at nedlægge aktiviteterne på fiskeriområdet og flytte pengene til et andet område. Heldigvis blev disse planer droppet igen i år, så forskning og andet samarbejde på fiskeriområdet fortsætter lidt endnu, men vi føler stor usikkerhed med, hvor længe dette varer.

Jeg vil indtængende anmode om, at samarbejdet på fiskeriområdet fortsætter. For et lille land som Færøerne er denne mulighed for at deltage i den fællesnordiske forskning af stor betydning. Nu vi er ved fiskeriet, så en ting til. Fiskerispørgsmål hører i dag under Nærområdeudskottet. Jeg vil anbefale, at dette område for fremtiden kommer til at ligge under Nordenudskottet.

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt kom i sin tale ind på de selvstyrende områders situation i Nordisk Råd, og jeg kan fuldt ud støtte Motzfeldts opfordring til at tage de selvstyrende områders muligheder for deltagelse i Nordisk Ministerråd op til overvejelse.

Jeg vil tilføje, at også på andre områder i Nordisk Råds virksomhed bør der ske ændringer. Et eksempel på sådan en ændring, er at Kulturfondets medlemstal øges med to, så Grønland, Færøerne og Åland hver har et fast medlem i Fonden.

Hr. præsident! De nordiske ideer bygger på fælles identitet, grundet på historisk, kulturel og sproglig fællesskab og især på samme menneskesyn og samme syn på demokrati, retfærdighed og samfundsindretning. Dette har de nordiske lande til fælles, og derfor kan vi alle tale med en fælles røst, og derfor er Norden »hemma« for os alle.

Nedprioriteres den nordiske dimension i Nordisk Råds virksomhed, kan dette blive begyndelsen til enden for det frugtbare nordiske samarbejde og det unikke nordiske fællesskab. Den nordiske røst vil herved miste sin kraft. Tak.