Tilvildarliga var mær hyggjandi í Dagblaðið sein-asta mánadag og tá blaðið har hevði endurprentað svargrein frá okkara løgmanni til oddagrein í Weekendavisen, setti eg meg at lesa. Má siga, at greiðari og virðiligari havi eg ikki í nýggjari tíð sæð sjálvstýrishugsjónina lýsta. Við sámuligum og beinraknum orðingum, sum ikki sørt minna aftur á skrivingina hjá Rasmusi á Háskúlanum um føroysku sjálvstýrisrørsluna bæði í føroyskum og í donskum bløðum fyrst í seinastu øld, letur Anfinn Kallsberg har upp fyri, hvat fullveldisætlanin í veruleikanum ber í sær.
Fari eg tí at heita á Sosialin, sum í seinni árum tó í høvuðsheitum hevur hildið eina objektiva kós í føroyskum politikki, um eisini at endurprenta nevndu grein hjá okkara løgmanni, ið eisini er at meta sum boðskapur til fólk her í landinum.
Ólavur Hátún
I sin leder d. 12. maj pointerer Anne Knudsen, at national suverænitet ikke længere er et meningsfuldt mål at sætte sig: »De fritsvævende nationalstaters tid er forbi, og Færøerne kan således heller ikke forvente at etablere en stat efter den gamle model« skriver hun.
Lederen giver det indtryk, at landstyret for det første har sat sig et meningsløst mål ? og at man dernæst med fortsat støtte vil have Danmark til at betale for opnåelsen af dette meningsløse mål. Med andre ord: Landstyret har et stort forklaringsproblem.
Det er ikke tilfældet. Det er Anne Knudsen, der har misforstået formålet med Færøernes selvstændighedsproces.
Vi ønsker ikke fuld »løsrivelse«. Vit ønsker at få suveræniteten over vores land og på det grundlag indgå et tæt fællesskab med Danmark. Vi har forberedt dette i to år. Og vi ønsker det af flere grunde. Den største er, at »rigsfællesskabet«, som vi kender det, ikke er noget reelt fællesskab, men en ordning, hvor Færøerne er underlagt Danmark.
Dette medfører en meget mudret magt- og ansvarsfordeling. På afgørende områder ligger kompetencen på Færøerne, men ansvaret i Danmark. Og det har vist sig at have katastrofale følger ? sidst under krisen først i 1990-erne.
En anden grund er, at Danmark og Færøerne ikke altid har samme interesser udenrigspolitisk. Danmark er fx. med i EU, men Færøerne står udenfor. Det skaber en række interessemodsætninger ? og det er et problem for os, da forhandlingskompetencen ligger i København. Vit har brug for at kunne handle selvstændigt på udenrigsområdet ? også der, hvor vores interesser er i modstrid med Danmarks interesser.
Vi har også brug for at kunne opnå medlemskab i internationale organisationer, samt selvstændigt at indgå bilaterale aftaler. Dette er en forudsætning for at kunne blive en reel aktør i den globaliserede økonomi.
Det er rigtigt, at begrebet »national suverænitet« ikke har samme betydning som før. Men det er stadig adgangskortet, der giver adgang til deltagelse i internationalt samarbejde. Og det adgangskort har vi brug for.
Ønsket om suverænitet har også noget med national identitet og værdighed at gøre. En færing er ikke en dansker. Vi har et andet sprog, en anden kultur, en anden historie, et andet land. Det føles forkert, når vi ude i verden må præsentere os som »Danish«, fordi vi ikke har noget færøsk statsborgerskab.
Men det er altså hverken tale om »løsrivelse« eller en »stat efter den gamle model«. Vi ønsker et ligeværdigt fællesskab med Danmark, først og fremmest fordi det er nødvendigt af praktiske grunde.
Vedrørende økonomien ønsker vi en ordning, hvor den danske støtte på 1,3 mia kr. reduceres bort over en årrække, så vi får en reel mulighed for at opbygge en selvbærende økonomi, og dermed fritage den danske skatteborger for de årlige ydelser.
Denne model er brugt mange gange, når små nationer har kæmpet sig ud af afhængigheden af deres forhenværende moderlande. Men regeringen afviser at give færøsk selvstændighed en rimelig chance. Vi får valget mellem at forblive underlagt Danmark, eller at blive kastet ud i økonomisk turbulens med en overgangsordning på kun 3-4 år.
Hvis regeringen står fast på dette, kan resultatet i værste fald blive, at den færøske befolkning, på grund af den økonomiske usikkerhed, alligevel ikke tager ansvaret for sit land.
Det vil medføre, at ydelserne fra Danmark vil fortsætte i en uoverskuelig fremtid. For en udbredt holdning vil være, at hvis vi skal være underlagt Danmark, kan vi lige så godt udnytte situationen og få så mange penge ud af den som muligt.
De sidste år har man på Færøerne udvist stor økonomisk ansvarlighed. Der er sat penge til side, og gæld er betalt ned. Får vi ikke suveræniteten, vil denne ansvarlighed forsvinde. For dens eneste drivkraft er planerne om, at vi skal tage ansvaret for os selv.
Hvis ansvaret bliver liggende i Danmark, vil incitamentet til økonomisk ansvarlighed på Færøerne være væk. Får vi ikke ansvar, får vi ansvarsløshed.
Internt på Færøerne vil de store ydelser igen blive sprøjtet ind i den offentlige sektor med katastrofale følger for økonomien. Og vi vil blive viklet ind i en afhængighed, som det bliver uhyre svært at komme ud af.
I forholdet mellem Danmark og Færøerne vil der ske en optrapning af de sidste års evige konflikter pga. den uklare magtfordeling. Vi ender altså i en situation, hvor Danmark år efter år reelt køber suveræniteten over Færøerne for en stadig højere pris ? både økonomisk og politisk.
Hvis vi får en rimelig økonomisk overgangsordning, ønsker et klart flertal på Færøerne at arbejde sig ud af afhængigheden. Vi ønsker ikke at være en byrde for danske skatteydere, og vi ønsker at ordne vores egne forhold ? både internt på Færøerne og i forhold til omverdenen.
På dette grundlag ønsker vi at indgå et reelt og tæt fællesskab med Danmark.
Forudsætningen er en rimelig aftrapningsperiode ? og det er den, regeringen modsætter sig. Den har aldrig begrundet denne holdning og dette standpunkt. Men at den synes villig at betale en høj økonomisk og politisk pris for at bevare suveræniteten over Færøerne, tyder på, at den handler ud fra ideen om, at Danmark er ? og skal være ? en nationalstat »efter den gamle model«.
Og den holdning tilhører, som Anne Knudsen påviser, en forgangen tid.e;ast bert ein lítil vika er gingin, síðani hann stevndi heimaftur av ferð í kjalarvørri Robinson Kruso.ini.
Samanumtikið er tí mangt sum bendir á, at eitt framhald av verandi skipan hevði verið ein fyrimunur fyri bæði Danmark og Føroyar.
Sjúkradagpengar og vanlukkutrygging
Skipanirnar um hesi øki fara í grundregluni at halda fram óbroyttar.
Tað er kortini ein stórur trupulleiki í verandi skipan, at føroyingar, sum hava arbeitt í Grønlandi, og sum flyta haðani til Danmarkar, (eins og danir ið flyta øvugtan veg), ikki koma undir tryggingarreglarnar í nøkrum av teimum trimum ríkispørtunum.
Tí hava fyrisitingarnar Føroyum og Danmark fyrireikað eina skipan, sum skal tryggja, at viðurskiftini verða skipað so, sum tey eru sambært tí norðurlendska sáttmálanum. Hesin tryggjar, at tað aldri er ivi um, undir hvørjari lóggávu ein persónur er. Her hevði tí verið talan um ein munandi bata í rættarstøðuni.
Forsorgarhjálp
Í grundregluni fer møguleikin fyri at kunna senda føroyingar/danir heim í staðin fyri at veita teimum forsorgarhjálp at verða víðkaður, um farið verður yvir til teir norðurlendsku sáttmálarnar, men hetta fer neyvan at fáa nakran stórvegis týdning í verki. Talan er um sera fá dømi, og danir senda longu undir verandi skipan føroyingar heim, um teir fáa tørv á hjálp beint eftir at teir eru komnir til Danmarkar, uttan so, at teir hava eitthvørt serligt tilknýti til eitt nærsamfelag i Danmark. Mannagongdin er í grundregluni tann sama í Føroyum, burtursæð frá, at fólk sum hava føroyskan uppruna, ikki verða send aftur til Danmarkar, hóast tey bert hava verið stutta tíð í Føroyum.
Boligsikring
Boligsikring í Danmark (at tann, sum leigar íbúð, fær ein part av leiguni afturgoldna frá tí almenna) er er bert treytað av bústaði. Tí vera ongar broytingar á hesum øki.
Familjustyrkur
Verandi skipan hevði hildið fram.
Onnur viðurskifti viðvíkjandi almannaøkinum
Tað kemur fyri, at føroyingar verða sendir til danskar stovnar, bæði við uppvenjing og varandi uppihaldi fyri eyga. Føroyskir myndugleikar rinda longu sum er fullan prís fyri hetta, umframt aðrar útreiðslur, sum standast av tí. Tí verða neyvan nakrar broytingar her, hóast tað bert er í sambandi við endurbúgving og nøkur serlig og sera smá brek-øki, at norðurlendskir sáttmálar eru, sum hava beinleiðis týdning.
Arbeiðsmarknaður
Tað er ein semja millum norðurlond um ein felags norðurlendskan arbeiðsmarknað, har londini hava bundið seg til, at arbeiðstakarar frá øðrum norðurlendskum londum skulu hava somu rættindi og skyldur sum teirra egnu ríkisborgarar uttan so, at hetta ikki ber til orsakað av landsins egnu lóggávu á einum ávísum øki. Slík undantøk kunnu sum útgangsstøði bert vera í sambandi við vinnu á økjum sum krevja serlig loyvisbrøv.
Tí kann eitt norðurland ikki krevja arbeiðs- ella uppihaldsloyvi frá ríkisborgarum úr øðrum norðurlendskum londum, og øll eiga rætt til eitt nú frítíðarløn.
Tað eru kortini øki, har tørvur er á serligum skipanum. Hetta ger seg fyrst og fremst galdandi viðvíkjandi skiparum. Verandi lóggáva í Danmark og í Føroyum setur sum krav, at skiparar eru danskir ríkisborgarar. Hetta er eitt vanligt krav í altjóða høpi, men til ber kortini at gera undantøk.
Eyðsæð er, at tað tænir bæði føroyskum og donskum áhugamálum, at báðir partar gera undantøk á hesum øki. Á fundinum millum stjórnina og landsstýrið tann 2. maj var tí eisini avrátt, at skal takast upp til viðgerðar.
Arbeiðsloysistrygging
Tann trupulleikin, sum verður umrøddur undir ?almannaviðurskifti? (sjúkradagpengar og vanlukkutrygging), ger seg eisini galdandi viðvíkjandi arbeiðsloysistrygging, so tað hevði eisini her verið ein munandi bati í rættarstøðuni, um farið varð yvir til rættindi sum tey, ið eru í teirri norðurlendsku skipanini.
Sáttmálin millum danska Arbeiðsmálaráðið og Føroya Landsstýri um samskiping av arbeiðsloysistrygging virkar í grundregluni á sama hátt sum sáttmálarnir millum onnur norðurlendsk lond, men í verki er tann danski-føroyski sáttmálin meira liðiligur og ikki so bureaukratiskur:
Í norðurlendskum høpi er tað eitt krav, at ein skal hava arbeitt eitt ávíst tíðarskeið í tí landinum, ein er í, áðrenn ein kann tryggjast í hesum landinum. (Í Noregi skal ein t. d. fáa arbeiði innan 12 vikur, og ein skal hava arbeitt í minsta lagi átta vikur og hava forvunnið minst 28.000 kr. fyri at kunna koma við í ta norsku arbeiðsloysskipanina).
Í tí danska-føroyska sáttmálanum er tað soleiðis, at ein beinan vegin kann koma við í tað donsku tryggingina, tá flutt verður úr Føroyum til Danmarkar. Tó skal ein hava eitt prógv um, at ein hevur verið tryggjaður í teirri føroysku skipanini, og at ein í Føroyum hevur arbeitt í minsta lagið 2080 tímar innan tey síðstu trý árini.
Tá flutt verður úr Danmark til Føroya verður einki arbeiðskrav sett.
Tá ein borgari er fluttur úr teirri donsku til ta føroysku skipanina ella øvugt, hevur hann beinan vegin rætt til allar veitingar í arbeiðsloysistryggingini ? eitt nú stuðul til farloyvi. Føroyingar hava kortini ikki rætt at vera við í donskum eftrilønarskipanum.
Harafturat er avtalað, at danskir arbeiðstakarar (hóast høvuðsregluna) kunnu velja at verða verandi tryggjaðir í Danmark meðan teir hava eitt fyribilsstarv í upp til seks mánaðir í Føroyum. (Hetta er serliga viðkomandi fyri serliga og høgt útbúna arbeiðsmegi). Ætlanin er at seta í verk eina líknandi skipan fyri føroyingar, sum hava fyribilsarbeiði í Danmark.
Hendan avtalan virkar á nøktandi hátt, bæði umsitingarliga og í mun til borgararnar.
Eftir donskum ynski skal avtalan skjótt endurskoðast, men ætlanin er ikki at fremja stórvegis broytingar. Málið hjá landsstýrinum er, at javnbjóðis rættindi skulu vera á hesum øki.
Embætismenn
Tað eru einstøk onnur øki, har avmarkingar eru. Eitt nú ber til at seta avmarkingar fyri, hvør kann gerast høgur embætismaður og ráðharri í stjórnini.
Hetta er vanligt undantak í millumtjóða sáttmálum um javnstøðu.
