Íbúðapolitikkur í Føroyum finst bara í orði og lítið og einki í verki. Kortini eru nøkur ávegis stig framd at reka einíbúðapolitikk, sum Íbúðagrunnurin er eitt dømi um. Men higartil hevur einki landsstýri sett sær fyri at reka ein veruligan íbúðapolitikk.
Politiski viljin hevur ikki rokkið til at gera annað enn at fella nøkur føgur orð í stevnuskráir. Onkur lógin er samtykt, og harafturat er onkur lítil játtan komin á fíggjarlógina. Lítið annað hava vit sæð. Tískil hava vit nærmast anarki - lógloysi - tá tað snýr seg um mannarættin at hava eitt býli.
Eitt dømi er, at vit hava ikki nakra veruliga lóg, sum tryggjar leigarar. Leiguógin, sum er frá 1940, er alt annað enn tiðarhóskandi. Harafturat hevur bara Tórshavnar kommuna sett hana í gildi. Útleigarin hevur allan rættin og leigarin ongan. Útleigarin kann seta eina leigu upp, og kann leigarin ikki gjalda, so verður hann varpaður út. Uttan nakað tryggjað skoðbrá. Leiguíbúðir skulu ikki góðkennast, og einki eftirlit er við, um leiguinntøka verður uppgivin til skattamyndugleikan.
Eitt annað dømi er prísurin á húsum, søla og vinningur fyri sølu. Nógv dømi eru um, at menn hava keypt bílig hús í kreppuárunum. Ídag verða hesi hús seld fyri eina milliín og meiri. Men vinningurin er skattafríur. Vit hava ikki kapitalvinningsskatt í Føroyum og harafturat hava vit ikki húsametingar, sum onnur lond hava, og sum kunnu áseta ein mestaprís.
Í eini útvarpssending hoyrdu vit nú ein dagin, at fleiri familjur høvdu keypt sær hús í Nolsoy, tí tey vóru meiri enn helvtina bíligari enn í høvuðsstaðnum. Tað er sjálvandi at fegnast um, at fólk búsetast á bygd, men samstundis sigur tað nakað um, at tað er nakað heilt galið, at hús í Havnini kosta bæði 1,2 - 1,3 ella 1,4 millión krónur at keypa ella byggja. So nú er gulltíð hjá teimum, sum vilja selja, ella hjá teimum, sum hava spekulerað í kreppuni.
Ofta varð sagt, at »mjørkadalsmenninir« vóru atvoldin til, at leigu- og húsaprísurin ruku upp um 1960, tá støðin í Mjørkadali varð bygd. Nakað var helst um tað. Men nú stendur ein onnur vinna og pikkar á dyrnar. Bara í leitingarskeiðnum hava oljufeløg brúk fyri íbúðum. Og kemur tað til eitt framleiðsluskeið, kann hugsast, at gravgangur veður eftir býli. Hvør verður við sviðusoð tá? Jú, vanligi føroyingurin. Og serliga tann minni menti, ungar familjur, sum savna pening at byggja fyri, og pensjónistar. Álvaratos, tit sum varða av hesum øki, takið tykkum saman! Viðgerið støðuna og fremjið ein íbúðapolitikk í verki! Vit kunnu ikki siga, at vit hava eitt vælferðarsamfelag, tá eitt so týdningarmikið økið er offur fyri mannavondum marknaðarkreftunum.bes, men have evigt liv. Man må jo sige, at det er et godt parti: Himlens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber tilbyder kærlighedsforhold og ægteskab.
Bruden, menneskene, folket afviser som bekendt denne mægler og slår ham endda ihjel ved at hænge ham op på et kors, som vi hørte i påsken. Men gammel kærlighed ruster ikke, og Guds kærlighed er så skinnende som aldrig tidligere. Han er så ung og så stærk som nogensinde og her i pinsen går han til sagen som ingensinde før. Han kommer krybende på sine knæ. Han kommer med forelskelsens stormvejr og tildækker sin brud med kys og kærtegn, så hun bliver ganske ør. Apostlene bliver så medrevet af Guds brændende kys, at de begynder at tale i tunger og sige mærkelige ord på fremmede sprog. Og det er dog ikke så underligt, da kærlighedens sprog er internationalt. Det kan enhver forstå. Og det gjorde de da også, som vi hørte det i kirken igår: medere, partere, elamiter og folk som hørte hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne, romere, jøde og proselytter, kretere og arabere. Er man forelsket i pigen, kan man tale med hende, ligegyldigt, hvor hun kommer fra.
Men kan man nu tro på alle hans søde ord? Er denne Gud ikke lidt påtrængende? En ærbar pige skal ikke falde for den første den bedste. Men det er svært at lade være. De fleste mennesker kan stå for meget undtaget smiger og søde ord. Og med rette, for det er normalt tegn på at nogen vil én det godt. Man tror nu engang på den der er kærlig, tillidvækkende og troværdig. Og en sådan opvartning, et sådan stormløb, som vi er vidne til her i pinsen fra Vorherres side, er vanskeligt at stå i mod. At tro på en, der vil os det godt, er ikke vanskeligt. Man skal faktisk være meget standhaftig for ikke at gøre det.
Hermed er også sagt noget vigtigt om tro. Tro er ikke noget man kan mande sig op til, hvis man har en stærk vilja eller er særlig from. Man tror, fordi man ikke kan lade være. Sådan er det inde i kirken ? og sådan er det udenfor: Når vi møder et troværdigt og tillidvækkende menneske, så tror vi på ham uden at bestemme det selv. Det er tværtimod den andens troværdighed, som gør udslaget. Er han troværdig, må vi tro på ham, er han det ikke, kan vi ikke tro på ham. På akkurat samme måde er det med den kristne tro. Og derfor kan vi nøjes med at tage hatten af, når vi går i kirke. Vi behøver ikke også at tage hovedet af. Men det kan måske lykkes at lade være med at indlade sig som da døgnfluehunnen sagde til døgnfluehannen i en af verdenslitteraturens korteste tragedier: ikke lige i aften, kære, jeg har hovedpine.
Den som tror på ham, dømmes ikke; den som ikke tror, er alleree dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Ja, den som ikke lader sig besnære og forføre af en så overvældende kærlighed fra Vorherres side, som vi møder her i pinsen og iøvrigt kirkeåret igennem, er allerede dømt. Dømt til at være den åndelig talt evige gammeljomfru, der lever i sit eget selvvalgte fængsel, hvor helvede er de andre. Dømt til at være sig selv nok. Det er en streng dom, hvis det er på livstid. Og dømt til at stå på sidelinien, mens der bydes op til dans. Men Vorherre drømmer stadig om sin brud. Han nægter at tage et nej for et nej. Selvom Han ved, at Hans udkårne hader lyset og ikke kommer til lyset, for at hendes gerninger ikke skal afsløres, så bærer han hende alligevel på hænder og fødder.
Hvem har en sådan elsker? Det har vi. AMEN.
