Jeg har kendt Ingi Sørensen i mange år, helt tilbage til da han stod på scenen i Havnar Jazzfelag og fyrede den af på guitar, passioneret som altid.
Jeg mødte ham på gaden for en hel del år siden. Da var han begyndt at dykke. Husker stadig hans begejstring, når han fortalte om følelsen af at svæve ned gennem dybet og om den kropsrystende oplevelse, når han lå på bunden udenfor havnemundingen under dykning til Lincoln City vraget og fornemmede Smyril passere til havs, som en mørk rumlende tordensky over hans dykkermaske.
Jeg mødte Ingi igen for et par måneder siden i de nye strømme, der nu forbinder så mange verdener i det digitale hav, den store globale bygd på Internettet.
Ingi havde lagt en stribe undervandsfotos ud på Facebook. De strømmede mig i møde, som en længe ventet drøm. Jeg kontaktede ham med det samme.
Jeg har aldrig forstået, at den store interesse, der traditionelt har været for havet her i landet, ikke har haft et billedligt udtryk. Der har været dykket i mange år omkring øerne, men det er meget få billeder, vi har set dernede fra og altid i en praktisk anledning.
Her var endelig én person, der af simpel lyst fortalte mig om den ukendte verden, jeg havde længtes efter at se i så mange år.
Vi har siden arbejdet sammen om billederne. Jeg har givet kritik, analyseret hans fotos og givet forslag til forskellige tilgange, kompositionsmuligheder og fototeknik, som han kan bruge i den meget specielle kunnen, det er at fotografere under ekstreme forhold i det lunefulde element, der omgiver os.
Ingi har et naturligt øje for motiver, han er ihærdig, men også tålmodig og i stand til at vente på sin chance, for placering og timing har alt at sige i fotografiets verden. Med sjælden passion fanger han sin fascination af den verden, han selv har været fanget af så længe.
Ingi er fotoamatør i ordets bedste betydning. Con amore tager han sine billeder i det blå dyb, for at fortælle os landbundne stakler på det tørre, om et Føroyar, som vi intet vidste om eksisterede.
Han viser os tyste panoramaer, der vrimler af liv og ekspressionistiske farveeksplosioner på en baggrund af de dybe blåtågede vandmasser, der er Føroyars største naturressource.
Nu ser vi vandskaberne for første gang og føler deres uendelige poesi og fascinationskraft. Endelig kan Ingi fortælle os om sin passion. Vi lytter med undrende øjne.
