'PÁLLSTOVA' Skammens hus i Haldórsvík

Det er altid utrolig dejligt at besøge Færøerne. Den fantastiske smukke natur - uanset årstid og vind og vejr – er en fantastisk oplevelse. Den store gæstfrihed og varme der møder én alle steder, gør oplevelsen til noget man aldrig glemmer.

 

Bygdernes meget farverige og meget velholdte huse er en stor oplevelse i sig selv. Den landsdækkende konkurrence om, at være ”Den bedst vedligeholdte bygd” på Færøerne, er en konkurrence de fleste tager meget alvorligt og med stor ildhu deltager i.

 

I oktober 2014 var jeg – med et par af mine sønner og et par børnebørn - på besøg på Færøerne. Vi skulle bl.a. til Haldórsvík hvor vi skulle besøge venner og bekendte fra den gang vi selv boede i bygden i 80érne. Børnebørnene var naturligvis spændte at på at se hvor deres fædre var vokset op og havde gået i skole. Dengang boede vi i Pállstova og drev VÌKAR GRILL. Tidligere havde vi fortalt om livet i Halórsórsvík og store var forventningerne naturligvis. Pállstova er sidste hus på højre side i bygden ved broen over Kluftá og tæt ved den smukke kirke.

 

Skuffelsen var meget stor da de så den faldefærdige rønne som Pállstova er i dag.Døre stod åben, vinduer var smadret og området omkring huset lignede en losseplads. Alt var faldefærdig og misligholdt. Ejeren skulle skamme sig. Han er den direkte årsag til, at Haldórsvík ikke kan vinde konkurrencen om ”Bedste vedligeholdte bygd på Færøerne”

 

Et andet spørgsmål melder sig !!!! Hvor er de kommunale myndigheder i denne sag. Kan de acceptere at der i bygden er en losseplads der tiltrækker rotter og mus m.m.? Det kan hurtigt blive til stor gene for bygdens øvrige beboere.

 

Rejsearrangører og turristforeninger må græmmes når de sender den ene bus efter den med turister gennem Haldórsvík . At stoppe op ved parkeringspladsen, ovenfor kirken er naturligt, for at se den smukke udsigt over bygden og kirken. Her har turisterne desværre også første parket til, den alt andet end smukke udsigt over lossepladsen.

 

Ved samtaler med flere af bygdens beboere, blev det klart for mig, at de alle er umådelig kede af, at der ikke kan gøres noget ved denne skændsel. Det burde simpelt hen ikke være tilladt at ejeren kan opfører sig på denne måde og lade hånt om hvad naboer og andre mener om sådant et svineri. Et gammelt ordsprog siger: ”Mod dumhed kæmper selv Guderne forgæves” Det ser sandelig ud til at være tilfældet i denne situation.

 

Bent Erdland