Længe leve den brogede mangfoldighed!

Dorthe Pedersen
Cand. mag.
Jacob Pedersen
Studerende

Kære Mogens Tilsted Christ­ensen!
Det var en afskyvækk­ende og ubehagelig jule­hilsen, du sendte til os fær­inger umiddelbart før jul (22/12-05). En jule­hilsen, der hos os væk­ker både og harme og mis­billigelse, og som vi derfor ikke føler kan stå ubesvaret hen. Endvidere var dette en hilsen, der står i stærk kontrast til den kristne juls budskab om næstekærlighed.
Efter denne lange og til tider interessante debat om de homoseksuelles (mang­lende) rettigheder på Færø­erne er grænsen for, hvad man kan byde en minoritet for længst overskredet. Men eftersom dine udtalelser påvirker os personligt (vi er søskende  Dorthe er mor og vordende mor, Jacob er homoseksuel), mener vi, at du skal få svar på tiltale.
I dit brev ligestiller du homoseksualitet med pædo­fili: Hvis en børne­have eller en skole har homo­seksuelle eller pædo­file pæda­goger til at tage sig af børn­ene, så ud­­sættes børn­ene for vrang­påvirkninger i stedet for at få sunde og fornuftige Guds vidnesbyrd og belæringer om, at det seksuelle hører hjemme i ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Med denne udtalelse insinuerer du, at jeg (Dorthe) bør være påpasselig med at lade min bror og min datters kære og højtelskede gubbi have for stor indflydelse på hende, idet jeg kan risikere, at hun dermed kan blive homoseksuel, eller (hvad værre er!!) at han kunne finde på at udsætte hende for en seksu­el forbrydelse!?!
Er dette en korrekt tolk­ning af din udtalelse? I så fald vil vi citere Gyldendals leksikon (2002) for en leksi­kalsk forståelse af hen­holdsvis pædofili og homo­seksualitet. Heri står der følgende om pædofili: seksuel afvigelse i form af en voksen persons til­trækning af børn, enten i hetero- eller homoseksuel form. Seksuelle forhold til børn under 15 år er straf­bare i henhold til Straffeloven § 222, stk. 1, selvom der ikke udøves vold eller tvang. Om homo­seksualitet står der: seksuelle eller erotiske forhold mellem personer af samme køn. Årsagerne til homoseksualitet er uaf­klarede, og homoseksualitet opfattes ikke længere som en sygdom, men en alternativ livsform.
Med andre ord er personer med hang til pædofili syge, idet de begår overgreb mod børn, og derfor bør disse mennesker både straffes og behandles. Almindelige homoseksuelle er derimod harmløse personer, der blot afviger fra flertallet ved at elske et andet voksent menneske af samme køn. Længere er den ikke! Der­for kan homoseksuelle være præcis lige så gode pædagoger og lærere som heteroseksuelle  hvis ikke bedre, idet de i kraft af deres seksuelle orientering viser, hvor forskellige vi som mennesker er. Dermed giver disse børnene en større tolerance over for forskelligheden. Et barn bliver ikke homoseksuelt, fordi dets lærer er det. Dette er en vanvittig og uholdbar påstand!
Jeg (Dorthe) er både tak­nemmelig for og stolt over, at Gud har beriget mig med en bror og min datter en gubbi, der er homo­seksuel, da dette får mig og min datter til at se helheden i Guds skaberværk, der er ene­stående og mang­foldigt.
Til sidst vil vi ønske alle et godt nytår med håb om, at 2006 vil bringe en endnu større tolerance over for sagesløse og sårbare minoriteter på Færøerne, så dette ellers så dejlige land kan rumme os alle.