Mogens Tilsted Christensen
Sognepræst
Præstegården Hvalvík
Guds Ord ændrer sig ikke, - men det gør mennesker derimod.
Ingen generalisering, men hvis vi sorterer de kvindelige lærere fra i den pædagogiske verden, så ville der ikke være mange lærere overhovedet tilbage til at undervise vore børn.
Skal vi så følge menneskers lyster og drifter, blot fordi mennesker har så mange sære ting for?
Nej og atter nej!
Skal vi så dømme mennesker, der har syndet på den ene eller den anden måde?
Nej og atter nej!
Skal vi så tillade ægteskabelige sammenføringer af 2 af samme køn, voksen og barn, voksen og hund eller af flere parter end én mand og én kvinde?
Nej og atter nej!
Men er det forkert, at en kvinde er lærer i Guds Ord, er det forkert at en kvinde er lærer i det hele taget?
Hov, hvad skal vi nu svare? Svarer vi nej, så dømmes vi uden for af bibelfundamentalister, svarer vi ja, så bedømmes vi for at være fundamentalister, hårde og ukærlige.
Men i dette spørgsmål som så mange andre her i livet, så må man tage et standpunkt. Og hvis ikke præsten har et standpunkt set i evangeliets klare lys, hvem skal så have det?
Mit svar til, om det er forkert at kvinder er præster, er et klart nej og atter nej!
Nu er dagsorden sat i den verserende debat! ?Kvindelige præster?.
Set i evangeliets klare lys er der slet ingen tvivl om, at kvinder må være lærere og præster. Og hvis ikke, de måtte det, så ville både de højere læreranstalter, skoler, søndagsskoler og børnehaver sandelig få et problem.
Hvem er mon de mennesker, der har haft indflydelse på dit kristenliv, mens du var barn?
Var det din mor eller var det din far, der aften efter aften sad ved din seng og læste i bibelen og sluttede af med fadervor og en godnat-salme?
Hvem var den pædagog i børnehaven, der kunne fortælle dig bibelhistorier og vise dig billeder fra billedbibelen? Var det en mand eller en kvinde?
Hvem var den søndagsskolelærer, der kunne inspirere dig til at komme søndag efter søndag, fordi det var sjovt at komme i søndagsskolen?
Hvem var den lærer i skolen, der udholdende og vedholdende og tålmodigt kunne prøve at forstå dig, når du var træt og havde brug for at geare ned en kort stund? Var det en mand eller en kvinde?
Hvem er de mennesker i skolerne, på gymnasierne og på højere læreranstalter, der får de højeste karakterer i sprog og i det hele taget i gennemsnit?
Hvem var den lærer i gymnasiet, der var bedst til at undervise i de sproglige fag?
Hvem var de præster, der kunne sætte kolorit på kirkerne, få mennesker til at møde op for at høre Guds Ord, da kirken var ved at være farveløs, stift og mandsdomineret og stivnet?
Hvilke køn dominerer på aftenskolerne og efteruddannelserne? Hvem er de præster, der kommer til de frivillige videreuddannelserne, når præsterne skal efteruddannes for at følge med i, hvad der rører sig i teologien, så evangeliet kan komme ud til flest mulige? Hvilke køn mon er i overtal?
Hvem er de studerende på universiteterne i Danmark? Hvilke køn er i overtal for eksempel på det teologiske fakultet? Hvilke præster mon får de højeste karakterer på de teologiske fakulteter i Danmark?
Hvilke kvindelige præster hører man om skulle have udøvet incest og pædofili eller have været involveret heri i sin gerning?
Hvilke kvindelige præster kender vi, som drikker, lever i utugt og udskejelser?
Jeg kunne godt tænke mig her i bladet at få blot et eksempel.
Senere vil jeg bringe mit næste indslag om fraskilte og gengifte mennesker i almindelighed set i evangeliets klare lys.










