Torben Nielsen, nevndarformaður í Eik Banka svarar tíðargreinini hjá Jørn Astrup Hansen í Sosialinum síðsta vikuskifti.
TRÝST HER fyri at lesa tíðargreinina hjá Jørn Astrup Hansen, sum stóð í Sosialinum síðsta vikuskifti.
Bemærkninger fra bestyrelsen i Eik Banki til kronik i Sosialurin den 15.april 2016, skrevet af tidligere bestyrelsesmedlem i Eik Banki, Jørn Astrup Hansen under overskriften ”Eik Fupp eller Fakta?”.
Jørn Astrup Hansen beskriver med sædvanlig sproglig elegance, hvorledes et skattefradrag i Eik Banki, efter hans mening skal behandles, ligesom sagsforløbet fremstilles på en måde, der må få læseren til at tro, at både bestyrelse og direktion handler mod bedre vidende.
Jørn Astrup Hansen undlader dog behændigt at forklare sin egen rolle.
Indledningsvis vil jeg gerne præcisere, at det er stærkt beklageligt og skadeligt for Eik Banki, at fortrolige forhold og bestyrelsesprotokoller helt eller delvist er blevet offentliggjort. Ethvert bestyrelsesmedlem bliver instrueret om krav til fortrolighed, om forhold man erfarer i forbindelse med sit bestyrelsesarbejde, ligesom man bekræfter, at have slettet alt materiale fra bestyrelsesarbejdet, når man udtræder. Dette er også i sket dette tilfælde. Fortroligheden om bestyrelsesforhold gælder også efter man er fratrådt bestyrelsen.
Jørn Astrup Hansen var konstitueret som adm. dir. for den nye Eik Banki frem til april 2011, hvorefter han har været medlem af bestyrelsen frem til januar 2016.
I den nye banks første leveår blev der foretaget nedskrivninger på aktiver, som vedrører skattefradraget. Disse afskrivninger blev ført over egenkapitalen. Dette ville ikke have været korrekt, hvis der skulle reguleres i åbningsbalancen. Jørn Astrup Hansen var som nævnt direktør for banken frem til april dette år og herefter medlem af bestyrelsen og underskrev årsregnskabet uden bemærkninger. Det samme gjorde ekstern revision.
Jørn Astrup Hansen gør gældende, at disse nedskrivninger skal reguleres i åbningsbalancen, og derfor ikke har skattemæssig virkning for den nye Eik Banki.
Dette er Danmarks største revisionsvirksomhed, Deloitte, ikke enig i. I et notat, stilet til Eik Banki, skriver Deloitte således:
”Efter vores opfattelse er der fradrag i den skattepligtige indkomst for hensættelser til tab på engagementer foretaget efter erhvervelsen af aktiviteterne i Eik Banki P/F, der i henhold til den underskrevne overdragelsesaftale skete den 30. september 2010.
Subsidiært er det vores opfattelse at reguleringen kan betragtes som afskrivningsberettiget goodwill, da der – hvis den primære påstand ikke følges – er tale om, at der er overtaget flere passiver end aktiver for en pris på 0 kr., og forskellen må derfor som udgangspunkt være grundlaget for fastsættelse af goodwill.”
Videre skriver Deloitte, at ”Overdragelsesbalancen er efter vor opfattelse skattemæssigt endelig, jf. ovenfor og aftalt mellem parterne, der må antages at have modsatrettede interesser.” ”I forbindelse med overtagelsen af aktiviteterne blev der efter det oplyste ikke udarbejdet og afgivet vurderingsberetning, hvilket efter vores opfattelse understøtter, at der er tale om uafhængige parter med modsatrettede interesser.”
På vegne af Finansiel Stabilitet har EY (tidligere KPMG) den 5. april 2016 bekræftet, at der er ikke udarbejdet vurderingsberetning, idet lovgivningen ikke stillede krav herom, hvilket der ville have været krav om, såfremt der var tale om afhængige parter.
Nu kan det selvfølgelig anføres, at Deloitte, som også var rådgiver for TF Holding i selve købet af Eik Banki, ikke har fået alle oplysninger og/eller at de ikke har nok viden om skatteret. Det overlades trygt til læseren at vurdere.
Efter en diskussion med den eksterne revision om den skattemæssige behandling af underbalancen besluttede bestyrelsen i maj 2013, at direktionen skulle forelægge denne sag for TAKS. Dette var der fuld enighed om i bestyrelsen, altså også inkl. Jørn Astrup Hansen.
Jørn Astrup Hansen har ligeledes underskrevet alle regnskaber til og med 2014 uden bemærkninger.
På bestyrelsesmødet i august 2015 meddelte direktionen, at der var kommet svar fra TAKS, og at tabet kunne afskrives som goodwill. Bestyrelsen og direktion var herefter af den opfattelse, at sagen hermed var afgjort. Desværre deltog Jørn Astrup Hansen ikke på ovennævnte bestyrelsesmøde, men har senere underskrevet bestyrelsesprotokollen, som han modtog 31. august 2015, og dermed bekræftet, at han har læst protokollen og dermed afgørelsen fra TAKS.
Den 17. december 2015 kontaktede Jørn Astrup Hansen mig og meddelte, at han ikke kunne acceptere afgørelsen fra TAKS. På bestyrelsesmødet den 18. december gentager Jørn Astrup Hansen sin indsigelse, men resten af bestyrelsen og direktionen fastholder, at der nu foreligger en endelig afgørelse.
I december 2015 købte TF Holding de sidste 30% af aktiekapitalen i Eik Banki, hvilket medførte, at Jørn Astrup Hansen skulle udtræde af bestyrelsen, idet han sad der på et mandat fra Finansiel Stabilitet. Bestyrelsesmødet den 18. december var således det 2. sidste møde, Jørn Astrup Hansen skulle deltage i. I begyndelsen af januar 2016 meddeler Jørn Astrup Hansen mig, at han straks ønskede at udtræde af bestyrelsen.
Jørn Astrup Hansen forsøger i sin kronik at antyde, at direktionen og bestyrelsesformanden ikke har indsigt i regnskabsvæsen og skatteret, det samme antydes om TAKS. Ligeledes fremføres, at forelæggelsen måske er sket mangelfuldt overfor TAKS.
Med hensyn til skattespørgsmålet ønskede såvel direktion som bestyrelse at være på sikker grund, og efter et møde med den eksterne revision ultimo januar 2016 besluttede bestyrelsen, at skattespørgsmålet skulle forelægges TAKS til genovervejelse, hvilket der var fuld enighed om i bestyrelsen og med den eksterne revision.
Med hensyn til manglende informationer er vi sikker på, at TAKS selv som administrativ myndighed kan afgøre, hvilke der måtte være nødvendige for sagen. Bestyrelsen har i øvrigt fuld tillid til, at direktionen har givet alle relevante informationer til TAKS.
Bankens bestyrelse og direktion føler sig intimideret og tager på det kraftigste afstand fra beskyldningerne om vildledning og skattesnyd, idet der på alle måder er ageret i henhold til gældende regler og praksis.
Jeg og resten af bestyrelsen samt direktionen har fortsat fuld tillid til, at vi får en professionel og kompetent behandling af TAKS.
Tórshavn, den 21. april 2016
På bestyrelsens vegne,
Torben Nielsen bestyrelsesformand