Heilsumálaráðharrin svarar Jóannesi Eidesgaard

Sundhedsministeren (Carsten Koch):

 

Sundhedsstyrelsen oplyser følgende vedr. ventetider til strålebehandling:

"Der foreligger aktuelt en opgørelse om ventetid på strålebehandling fra Københavns Amt. Oplysningerne er indsamlet i forbindelse med et møde afholdt 17. juni 1999. Ventetiden, regnet fra henvisning modtages i onkologisk afdeling (som er ansvarlig for at give stråleterapi), og til første strålebehandling gennemføres, varierer mellem 3 til 5 uger, oftest 4 uger. Man må tillægge et tidsrum regnet fra operationstidspunktet til afsendelse af henvisningen til onkologisk afdeling, men

dette er ikke medregnet i den foreliggende opgørelse over ventetiden. Et rimeligt skøn vil være 1-2 uger mellem operationen og henvisningen til onkologisk

afdeling. Sammenlagt vil derfor ventetiden regnet fra operationstidspunktet til første strålebehandling aktuelt variere mellem 4-7 uger."

Hvad angår konsekvenserne af ventetid til strålebehandling, oplyser Sundhedsstyrelsen, at der ikke foreligger sikker dokumentation for betydningen af tidsforløbet, fra diagnosen er stillet, og indtil strålebehandlingen påbegyndes. Sundhedsstyrelsen oplyser desuden følgende:

"Ud fra logiske betragtninger, om at der biologisk må være en negativ effekt af ventetid ud over en ikke definerbar tidsramme, må det, indtil der foreligger større valide undersøgelser, der kan danne baggrund for egentlige evidensbaserede konklusioner, vurderes, at ventetid på strålebehandling fortsat skal søges gjort så kort som muligt."

Sundhedsstyrelsen oplyser også følgende:

" Dog skal patienten være i tilstrækkelig god stand, for at strålebehandlingen bliver effektiv. Såret skal være i god heling, således at vævene er godt iltede i strålefeltet. Dette kan fordre en vis afventning i dage til et par ugers tid efter operationen, inden strålerne bør indsættes. I visse tilfælde bør medicinsk

efterbehandling i øvrigt indsættes, forinden strålebehandlingen indledes, også dette kan fordre en vis udskydelse af strålebehandlingens påbegyndelse."

Som det fremgår af rapporten "National kræftplan - delrapport 1", som blev udsendt den 23. juni 1999, vurderer kræftsstyregruppen, at der er behov for at udbygge strålebehandlingskapaciteten svarende til 14 ekstra acceleratorer på landsplan i løbet af de næste 5 år. I forbindelse med regeringens

økonomiforhandlinger med sygehuskommunerne er det derfor aftalt at påbegynde udbygningen af strålebehandlingen i år 2000. I den forbindels e er det også

aftalt at afsætte 857 mio. kr. ekstra til investeringer i sygehusapparatur, herunder investeringer i udstyr til strålebehandling.

Amterne har allerede påbegyndt planlægningen af udvidelsen af strålekapaciteten. Sundhedsstyrelsen oplyser således:

" Der er igangværende projektering for udvidelse af strålekapaciteten med sammenlagt 10 ekstra apparater over de nærmeste år med en udbygningstakst svarende til ca. 3 acceleratorer pr. år.

Med den anførte udbygning af stråleapparater i de kommende år finder Sundhedsstyrelsen, at der er iværksat tilfredsstillende initiativer med henblik på at forkorte ventetiderne for strålebehandling efter kræftoperationer."

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelser.