Der var vi – da du var her – måske lidt mere foran. Du gav mig lov til, at komme ind, ikke bare i dit lille værelse på kollegiet, men også i ham der levede inde under den brune striktrøje.
Du var en kolorit – en helt anden farve – ikke mindst var du dig selv, en der turde være sig selv.
Som færing var du også anderledes.
Hvem ellers på Færøerne, turde give sit hjerte til udviklingshæmmede, sindslidende, børn med dårlige voksne og ikke mindst homoseksuelle. Ikke bare med snak, men også i rettighedsperspektiv, gjorde du hvad du fandt rigtigt. Jeg har i dit hjem overværet mange telefonopkald fra mennesker med små stemmer, uanset om du havde gæster, så lyttede du.
Det turde du og det kræver anerkendelse, fordi du ikke er mødt med klapsalver, men ofte med uforstående ignoranter.
Din stædighed, måske ukuelighed. Det vil jeg tage med mig, sammen med mange danske kollegaer.
Du – uanset hvor du er taget hen – skal vide, at vi er mange socialarbejdere, der er stolte af, at have været din ven, nogle endda kammerat. Det fik man ikke foræret..
Jeg personligt tænker på om, at du ikke bare fik skrevet historie med dine bøger, radiospots og artikler, men allermest spørger jeg mig selv om du i grunden ikke var Færøernes første egentlige socialpolitikker?
I Danmark tales der så meget om at storm og regn er kendetegnende for dit land. Sådan var du også for mig, enten var man inde eller ude. Din dejlige familie har mistet klippen og dirigenten. Jeg ved at Jorun nok skal komme efter det, men livet bliver aldrig nogensinde det samme, når du ikke går rundt og brummer i skægget.
Jeg tror på at klaveret nok skal spille igen i Høivik, men du må undskylde, hvis det tager nogle uger inden det er de muntre melodier der spilles.
Tak for venskabet – du vil altid være en del af mig.
Mogens Seider
Søborg Danmark
Tidligere næstformand for Socialpædagogerne i DK
