Det er underligt, det med tiden. Hvor forskelligt den opleves. Som uendeligt lang, når man sidder til mundtlig eksamen og ikke har mere at sige, eller når sommerferien i sommerhuset drukner i regn og blæst. Og så er der andre gange hvor tiden bare forsvinder, som sandet mellem fingrene på en. Sådan har det været med mine 6 måneder heroppe hos jer, blandt får og storme og fjelde. Et halvt år, en hel vinter, med gudstjenester og foredrag, undervisning og sjælesorg, begravelser og bryllup og dåb, og hvor I alle har taget imod mig med åbent sind og ansigt, og givet mig en uforglemmelig tid. I har åbnet jeres hjem og skænket mig sære smagsoplevelser af grindebøffer og skærpekød, tørret fisk og spæk. Og ikke mindst skænket mig snaps. Af det lille glas i køkkenet, som tegn på gæstfrihed og glæde. Jeg har travet i jeres fjelde og faldet i åer, jeg har kørt i tåge så tæt som mælk og gledet baglæns ned af bakkerne med mine dumme danske vinterdæk. Jeg har kørt i orkan med 5 km i timen og er hver gang blevet ringet op af folk, som bekymrede sig om, hvorvidt jeg var kommet hjem. Jeg har holdt gudstjenester hvor tårerne stod mig i øjnene, så smukt synger I og jeg er blevet lukket ind i jeres liv og jeres tanker, jeres drømme og længsler på en måde som gør mig meget, meget ydmyg. Tak skal I have, alle I smukke færinger, på bygd og på skib, i kirkerne og i hjemmene. Jeg sejler nu atter ud på ukendt hav, og ved endnu ikke hvilken havn jeg kommer til at lægge til i, men uanset hvor jeg er, vil jeg huske jer for alt det I gav mig, og takke Gud for Hans uransagelige veje der førte mig her til. Pas godt på jeres 18 øer og på alt det, der gør jer til et helt unikt folk på denne klode. På tirsdag den 11. marts holder jeg min sidste gudstjeneste i Hoyvik kirke kl. 19.30 men allerede den 31. marts kommer jeg herop en uges tid og holder foredrag. Så helt farvel er det ikke!
----
Kristine Stricker Hestbech
