Doris Rasmussen, pedagog, Trongisvágur
??????????????????????????????????
Jeg blev lidt inspireret af en artikel jeg læste i Samvirke om »Kunsten at nå et barn«. Hvorfor er der så mange børn, der keder sig i skolen?
Skyldes det manglende dygtighed hos lærerne?
Jeg tror det ikke.
Skyldes det dovenskab?
Eller noget helt tredie?
Har skolens undervisningsform ændret sig?
Eller foregår den stort set på samme måde, som for en generation siden, da verden så helt anderledes ud?
Tages der hensyn til at børns viden og kundskaber er øget betydeligt, inden de begynder i skolen?
Vi ønsker vist alle, at vore børn udvikler tillid og solidaritet overfor andre mennesker, men hvordan realiseres det?
En måde at gøre det på, er at lade børnene være med, lade dem deltage, de skal tages alvorligt, og have medindflydelse på de regler, der angår dem. Børnene har allerede meget tidligt gjort en række erfaringer, som sætter dem i stand til at gøre sig gældende med egne meninger, opfattelser og synspunkter.
Børn udtrykker sig på en anden måde end voksne, der er mere direkte og oftere bruger de et klarere sprog.
Det kan voksne, efter min mening, lære noget af, bl.a. ved, at vi vænner os til at lytte, hvad børnene siger, og ved at svare dem, når de har noget på hjerte.
Hvis børn skal have mulighed for at vokse ind i et samfund som ansvarsfulde borgere, skal vi tidligt støtte dem, og det gøres bedst ved at lade dem tage del i de store beslutninger, der hele tiden træffes der, hvor børn og voksne lever sammen.
Ved at vise børnene, at vi respekterer dem og sætter pris på deres dømmekraft, hjælper vi dem til at føle sig ansvarlige. Medansvar og medbestemmelse medfører, at børnene indser, at alle mennesker har til opgave at taga ansvar af egne handlinger, børnene udvikler dermed gradvis solidaritet med andre mennesker.
Lærerne burde have bedre mulighed for efteruddannelse, så undervisningsformen gennemgår en ændring, der er tidsvarende.
Men det er nok, når det kommer til stykket, et politisk spørgsmål om bevilling.
