En kæmpebedrift

Til de mange store ærefulde bedrifter dette landstyre har gjort for os, folket, kan der nu tilføjes endnu en. Landstyret har på kort tid klaret, hvad andre forgæves har forsøgt i årevis: at engagere folket lidenskabeligt i storpolitik.

Hvori ligger deres succes? Jo, man har klart indset, at skal man mobilisere folket, må man holde op med at ævle om ubetydelige bagateller som finanslov, der ikke holder, fiskeritilladelser, der ikke overholdes og lignende. Intet af dette kan få den intelligente vælger op af sofaen. Nej, i stedet har man forstået at tage politiske stormål som bøsser, skøger, pornokanaler og usædelig kultur op til debat.
Pletskud! En hidtil ukendt resurse af interesse for storpolitik er dukket op fra folkets dyb, og viser dagligt sin styrke i begavede, saglige og videnskabelige kommentarer i radio, TV, fra tingets talerstol og i talrige sagkyndige lægmænds udtalelser til Gud og hvermand. Græsrødderne rører på sig.
Åh! - den ekspertice. Alle og enhver udtaler sig med forunderlig indsigt i alskens perverteret udskejelse med en sa(g)lighed, der må have krævet indgående studier. Man imponeres af al den lidelse, det må have kostet alle disse eksperter at skaffe sig den fornødne indsigt i disse modbydeligheder. Vi bygdefolk er målløse, og har svært ved at følge med i alle de nyeste obskøniteter, der bliver introduceret fra Torshavn.
At Torshavn er Sodoma og Gomorra, det har vi vidst længe, men at det stod så galt til, var vi ikke klar over. (1. Mos. kap. 18 og 19).

Skøger i Torshavn
Ja, kunne man forvænte andet. Vi er en lille kreds af bygdemænd, der flere gange har været på studietur til Havn i panseret mandskabsvogn for at se på afskyelighederne. Det er endnu ikke lykkedes os at lokalisere lastens hule, men vi giver ikke op. Hvo som søger ? han finder.
Det må stoppes omgående, og da det efter eksperternes mening er olieindustrien, der er roden til ondet, er mit forslag, at vi holder op med at lede efter olie. Godt nok vil vi gerne være underleverandører til olieindustrien, men det skal være over færøsk kajkant og ikke sengekant.

Pornokanal +
Dette brandaktuelle emne har krævet en betydelig investering i parabol, licenskort o.s.v. for i det hele taget at få en anelse om, hvad de høje tingmænd i deres umådelige visdom taler om. Vi har nu i fællesskab købt udstyret, og har med møje fået det til at fungere. Men vi er ikke blevet klogere. I de fleste film, vi får ned fra nettet, løber folk bare rundt og grynter, og filmene er meget dårligt tekstet, så vi er nødt til at gætte os til handlingen. Et mindste krav må være, at de bliver tekstet på færøsk. Men bortset fra, at vi ikke helt er på det rene med, hvad det drejer sig om, støtter vi ubetinget landstyret i dets bestræbelser for at stoppe dette svineri. Da parabolantenner helt oplagt falder ind under pornografiloven ? »ting der kan bruges til at udbrede usædelighed« ? går jeg ud fra som givet, at der straks iværksættes en landsomfattende destruktion af alle parabolantenner.

Bøsser
Det er helt forståeligt, at landet ligger politisk lammet et par ugers tid, så politikerne i ro og mag kan få tid til indgående diskussioner med udsendte missionærer fra bøssernes befrielsesfront. Et meget alvorligt emne, der kan få alvorlige konsekvenser for befolkningstilvæksten, hvis det ikke stoppes omgående. Selvfølgelig skal vi stiltiende acceptere at de er til ? lige som muhamedanere og offentlige ansatte, men intet blåt stempel. »De skal bare omvende sig« udtaler en af vore toppolitikere, og jeg er enig. Hvis de bare ville vende sig om, var problemet løst. Ellers er det noget, vi her ude på Bygd ikke har de store forudsætninger for at vurdere, da vi er erotisk helt ude af trit med resten af landet, men, ? at det skal stoppes, er der ingen tvivl om. Og man skal være på vagt!!! Vi havde et kaninpar, der levede i et lykkeligt harmonisk parforhold til alles udelte fornøjelse, indtil vi opdagede, at det var to hanner. Vi kastrerede dem naturligvis straks, men heraf kan man lære, at Synden er overalt.

Fordærvet kultur. Entarte
Som en af de mange, der heller ikke har set Ginu-søgur, vil jeg straks med stor autoritet tilslutte mig vore tingmænds fordømmelse af dette nedbrydende juks, der kun har til formål at bringe vor uskyldsrene og ufordærvede ungdom ud i rendyrket liderlighed. Selv socialisterne kan se, at det er for langt ude. Og så for offentlige midler. Nej, siger vi, ? folket.
Og når vi nu er ved at kigge på, hvad landet støtter, ja, så er der jo bibliotekerne med deres tonsvis af smudsig litteratur, tvivlsomme skolebøger og computerer, der gør det muligt for selv sinker at være opdateret med diverse seksuelle udskejelser. Der må arbejdes alvorligt på at nedlægge internettet øjeblikkeligt. Forleden skulle jeg lede efter en sextant på nettet, men jeg var ikke kommet længere end til sex på tastaturet, før skærmen var fuld af grufulde uanstændigheder. Heraf kan vi lære, at selv den uskyldigste kan komme ud på et skråplan uforskyldt.
Landsstyrets 10 ende
Der er så meget smuds under bæltestedet på Færøerne, at jeg ikke ser nogen anden mulighed end, at vi opretter endnu et ministerium, det tiende ? 10 er såden et pænt rundt tal ? med ministre, underdirektører, administration og glaskontor. Så kan landstyret tilføje endnu en triumf til sine mange, nemlig: at slå sin egen rekord på 1,1 milliard i forhøjet administrationsomkostninger. Selv om det nok vil være vanskeligt, er der nok nogle, der vil ofre sig som frivillig arbejdskraft til censur og den slags sure arbejde, der jo desværre skal gøres. Vi er mange der brænder for sagen. Navneforslag til det 10 ende: Sædelighedsministeriet? Ministeriet til kønsdriftens formulering? Driftsministeriet?

P.S.: Jeg vil i beskedenhed henlede landsstyrets opmærksomhed på en annonce på forsiden af Sosialen fra Siri. Er der ikke grundlag for en forespørgsel til ministeren?

P.P.S.: Hvis du, ligesom jeg, ønsker et intolerant og inhumant samfund, så husk at skrive under på adressen for et kristent samfund og mod humanisme.