En indgået aftale mellem to parter er gerne et resultat af foranliggende forhandlinger, der har som sigte at løse et eller flere på forhånd kendte problemstillinger. En indgået aftale indeholder gerne som resultat elementer, som forkender og er indforstået med, og som er kompromisser i et forhandlingsforløb. Dernæst er det samlede resultat gerne en afvejning, hvor forhandlingsparterne har vægtet problemerne op imod hinanden. Endeligt ved vi, at parterne accepterer et resultat, som dog sjældent er identisk med det, de gik efter. Kompromisserne er en afslibning af de forskellige ønsker. Det er vel politikkens fornemste kunst.
Sådan kan man nok beskrive normale forhandlinger, hvor parterne hver for sig har integriteten intakt og hvor tavlen ved forhandlingernes begyndelse er vasket ren, og hvor parterne sidder inde med nogenlunde samme viden og oplysninger om de aktuelle sager, der skal forhandles. D.v.s. at udgangspunktet ved forhandlingernes start er uafgjort, og hvor resultatet efter endte forhandlinger højst sandsynligt stadigvæk er uafgjort. Det er, hvad man kan kalde anstændige forhandlinger på ligefod, og hvor parterne lægger vægt på en gensidig respekt.
Men vi kender også den slags forhandlinger, hvor den ene part på forhånd er stillet op mod muren og står ansigt til ansigt overfor en modpart, der stort set allerede har formuleret det endelige resultat. Forhandlinger, der er foranligede af en bestemt begivenhed vil indtræffe, dersom man ikke før et bestemt tidspunkt, har opnået et på forhånd kendt resultat. Men andre ord, man er fanget af tidsfaktoren og et bestemt resultat. Det er, hvad begge parter ved, men den ene part er højst sandsynligt betydeligt mere afhængig at det givne resultat end den anden, som dertil med lethed kan sætte frem krav af forskellig slags, som den anden part ikke har råd at forhandle om, men er nødt til at acceptere for at opnå det andet nødvendige resultat.
Færøernes Landsstyre og Regeringen har siden 6. okt. 1992 indgået en række aftaler, som har været forårsaget af den svære økonomiske krise, der ramte Færøerne. Forhandlingerne i 1992 og 1993 var af den slagt, som jeg sidst beskrev, mens den sidste, der blev underskrevet 10. juni, er af en helt anden karakter.
Det er for så vidt også første gang siden krisen, at begge parter har kunnet gøre de fornødne forberedelser uden at være presset af truslen om en øjeblikkelig lukning af en bank e.l.
Tager vi hele forhandlingsforløbet siden okt. 1992, så vil jeg understrege betydningen af den økonomiske rygdækning, som den danske regering har ydet det færøske landsstyre ved at yde de fornødne lån. Det gjorde, at bankkrisen ikke udviklede sig til et totalt økonomiskt kaos på Færøerne, men at man beholdt det færøske pengesystem nogenlunde intakt.
Dette initiativ er vi meget taknemmelige for. Jeg mener også, at den økonomiske hjælp i form af danske statslån til landsstyret gav det færøske folk en bevidsthed om rigsfællesskabets værdi i en krisesituation.
Men de mange detaljerede krav, der fulgte direkte i kølvandet af den økonomiske del gjorde, at forholdene mellem Færøerne og Danmark udviklede sig til et forhold, der mest af alt lignede forholdene mellem en debitor og en kreditor.
Disse krav og disse aftalepunter afslørede klart en manglende viden og indsigt fra dansk side omkring færøske forhold. Man kan selvfølgelig tillade sig at være lidt bitter, når man tænker på, at det var i vores landsstyresperiode, at alle disse utroligt opopulære krav blev fremsat, og som desuden sidenhen ikke har vist sig at være særlig fornuftige eller hensigtsmæssige. Krav, der bevidst var en underminering af hjemmestyreordningen, og som klart har yderligere fremprovokeret kravene om ændring af de forfatningsmæssige forhold.
På Færøerne hersker der ikke meget tvivl om, at det var netop denne politik, der gav løsrivelseskræfterne vind i sejlene, og næppe har Republikanerne haft en bedre talsmand end den danske regering. Pragmatismen blev tvunget tilbage af stemningerne. Det er et faktum, som vi kun kan tage til efterretning.
Derfor er jeg utrolig glad for, at man ved denne aftale har rodet bod på disse problemer. Man har for det første annuleret de bindinger, der lå i de gamle aftaler, og desuden har man overdraget både Finansieringsfonden og Erhvervsudviklingsinstituttet til Færøerne. Det er vel et af de helt store aktiver i den nye aftale, som giver os muligheden for selv at gå i gang med en fremtidig udvikling af det færøske samfund. Og denne frihed og bevægelsesmulighed er et klart incitament til større ansvar for egne forhold.
Så endnu en gang vil jeg understrege det uhyre store betydning nemlig denne del af aftalen har for det færøske samfund også nu, hvor vi står på vippen til en mulig færøske oljeindustri.
I morgen bliver denne aftale enstemmigt vedtaget i Lagtinget. Alle partier er enige om, at det er en god aftale, selv om der er enkelte bemækninger til dele af aftalen. Sambandspartiet til den del, der omtaler de forhandlinger, der skal være omkring landsstyrets ønsker om færøsk suverænitet, og vores parti har påpeget det manglende eksakte resultat af en endelig forhandling relateret til banksagen.
Men som jeg sagde ved behandlingen i Lagtinget, så er denne aftale et genialt politisk dokument. Den giver den danske regering mulighed for at sige, at de økonomiske lempelser, der findes i aftalen, stammer fra gældsafviklingen, hvor regeringen har et klart mandat fra januar i år, som siger, at denne skulle afvikles med hensyntagen til færøske økonomis bærekraft.
Hvad banksagen angår, så vil den blive afsluttet med det resultat, forhandlingerne mellem regeringen og DDB vil nå frem til, eller hvad en retssag vil føre til. Længere er den historie ikke.
På Færøerne derimod siger landsstyret, at samtlige økonomiske lempelser stammer fra banksagen, da landsstyret ikke kunne gøre noget krav gældende mod regeringen undtagen i banksagen. Med gælden havde man ikke noget krav.
Så aftalen er genial, da man kan have hver sin fortolkning, og hvor det er umuligt at konkludere noget om, hvem der har ret eller ej, for faktisk har begge parter nogenlunde ret og nogenlunde fejl i denne vurdering. Resultatet er en diffus kombination af kompensation og en aftale om gældsafvikling med hensyntagen til den økonomiske bærekraft.
En aftale, hvor hovedelementet af den økonomiske del er en sanering af gæld belaster vores stolthed som folk betydeligt mere, end hvis der kun var tale om en kompensation i banksagen.
Jorden var gødet, og tiden var moden for en sådan aftale. Den bør betragtes som et punktum for det, der faktisk skete, og den bør betragtes som begyndelsen til en ny periode i forholdene mellem Færøerne og Danmark. En periode, hvor vi skal prøve at finde os til rette i et andet tilhørsforhold end det kendte.
Og denne aftale er et udmærket og passende udgangspunkt for de nye relationer mellem Færøerne og Danmark.
Jóannes
