?Eg gekk mær mót? havinum vestur?
Undir hesi regluni úr Tjaldurssanginum er ein sera forvitnislig framsýning um Jákup Dahl, próvst, latin upp í Vágs Kirkju.
Tað er Landsbókasavnið og Bókasavnið í Vági, sum standa fyri framsýningini, sum fyllir alla forkirkjuna og kapellið. Framsýning er opin bæði í dag og í morgin frá kl. 16-19.
Hetta er fyrstu fer at ein framsýning er um Jákup Dahl.
Martin Næs, Landsbókavørður, sigur, at í seinastuni hevur Landsbókasavnið fingið rættiliga nógv og fjølbroytt tilfar um Jákup Dahl frá ymsum fólkum í slekt hansara.
?Savnið, vit nú hava um Jákup Dahl, er eitt tað størsta, vit hava um ein einstakt fólk, sigur landsbókavørðurin.
Hann sigur, at framsýningin, sum nú er sett upp í Vági, er bara eitt lítið úrval av tí, sum Landsbókasavnið hevur, men hann heldur kortini, at tað er rættiliga umboðandi og lýsir væl hansara fjølbroytta virksemi, bæði sum stríðsmann fyri føroyska málinum, sum sálmaskald og sum lýsir tað stóra arbeiðið hann gjørdi fyri føroysku kirkjuna.
Martin Næs sigur, at at framsýning kom í lag í samband við hátíðarhaldið nú tað eru 1000 ár síðani at Føroyar vórðu kristnaðar.
? Vit hildu, at hetta var ein hóskandi máti hjá Landsbókasavninum at vera við í hesum hátíðarhaldinum.
Á framsýningini eru m.a. handrit til sálmar, og prædikur, bøkur, myndir.
Fleiri prædikur eru á føroyskum, sum var rættiliga sjáldsamt tá á døgum, allarfyrst í hesi øldini.
Og í hesum fullveldistíðum, kann til stuttleika leggjast afturat, at eitt handrit, sum er á framsýningini, er eitt bræv, sum føroyingar í Danmark sendu Politiken í 1903, har teir verja sjónarmiðini hjá Jóannes Bónda.
Men Politiken vildi ikki prenta tað.
Brævið, sum Jákup Dahl, hevur skrivað, endar soleiðis: ?...Med disse bemærkninger tror vi at have tilstrækkeligt godtgjort, at beskyldningerne mod Jóannes Patursson og det færøske folk for danskerhad og danskerhån, bliver fuldstændigt ugrundede og vi håber derfor at den del af det danske folk, der vil forstå det færingernes arbejde og bestræbelser, ikke for fremtiden må fortolke hvert livstegn og hver fremadgående stræben, der viser sig på Færøerne, både på det materielle og det åndelige
område, som et udslag af uvilje og fjendskab mod det danske folk?.
Hetta vísir okkum, at í hvussu so er fyri ein part, kann kjakið um fullveldið nú og tá, samanberast.bes, men have evigt liv. Man må jo sige, at det er et godt parti: Himlens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber tilbyder kærlighedsforhold og ægteskab.
Bruden, menneskene, folket afviser som bekendt denne mægler og slår ham endda ihjel ved at hænge ham op på et kors, som vi hørte i påsken. Men gammel kærlighed ruster ikke, og Guds kærlighed er så skinnende som aldrig tidligere. Han er så ung og så stærk som nogensinde og her i pinsen går han til sagen som ingensinde før. Han kommer krybende på sine knæ. Han kommer med forelskelsens stormvejr og tildækker sin brud med kys og kærtegn, så hun bliver ganske ør. Apostlene bliver så medrevet af Guds brændende kys, at de begynder at tale i tunger og sige mærkelige ord på fremmede sprog. Og det er dog ikke så underligt, da kærlighedens sprog er internationalt. Det kan enhver forstå. Og det gjorde de da også, som vi hørte det i kirken igår: medere, partere, elamiter og folk som hørte hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne, romere, jøde og proselytter, kretere og arabere. Er man forelsket i pigen, kan man tale med hende, ligegyldigt, hvor hun kommer fra.
Men kan man nu tro på alle hans søde ord? Er denne Gud ikke lidt påtrængende? En ærbar pige skal ikke falde for den første den bedste. Men det er svært at lade være. De fleste mennesker kan stå for meget undtaget smiger og søde ord. Og med rette, for det er normalt tegn på at nogen vil én det godt. Man tror nu engang på den der er kærlig, tillidvækkende og troværdig. Og en sådan opvartning, et sådan stormløb, som vi er vidne til her i pinsen fra Vorherres side, er vanskeligt at stå i mod. At tro på en, der vil os det godt, er ikke vanskeligt. Man skal faktisk være meget standhaftig for ikke at gøre det.
Hermed er også sagt noget vigtigt om tro. Tro er ikke noget man kan mande sig op til, hvis man har en stærk vilja eller er særlig from. Man tror, fordi man ikke kan lade være. Sådan er det inde i kirken ? og sådan er det udenfor: Når vi møder et troværdigt og tillidvækkende menneske, så tror vi på ham uden at bestemme det selv. Det er tværtimod den andens troværdighed, som gør udslaget. Er han troværdig, må vi tro på ham, er han det ikke, kan vi ikke tro på ham. På akkurat samme måde er det med den kristne tro. Og derfor kan vi nøjes med at tage hatten af, når vi går i kirke. Vi behøver ikke også at tage hovedet af. Men det kan måske lykkes at lade være med at indlade sig som da døgnfluehunnen sagde til døgnfluehannen i en af verdenslitteraturens korteste tragedier: ikke lige i aften, kære, jeg har hovedpine.
Den som tror på ham, dømmes ikke; den som ikke tror, er alleree dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Ja, den som ikke lader sig besnære og forføre af en så overvældende kærlighed fra Vorherres side, som vi møder her i pinsen og iøvrigt kirkeåret igennem, er allerede dømt. Dømt til at være den åndelig talt evige gammeljomfru, der lever i sit eget selvvalgte fængsel, hvor helvede er de andre. Dømt til at være sig selv nok. Det er en streng dom, hvis det er på livstid. Og dømt til at stå på sidelinien, mens der bydes op til dans. Men Vorherre drømmer stadig om sin brud. Han nægter at tage et nej for et nej. Selvom Han ved, at Hans udkårne hader lyset og ikke kommer til lyset, for at hendes gerninger ikke skal afsløres, så bærer han hende alligevel på hænder og fødder.
Hvem har en sådan elsker? Det har vi. AMEN.
