Hans Jensen
Hvalvík
Ved festlige lejligheder haler vi de dekorative svaner frem, taler om broderskab, sammenhold og nordisk identitet.
Delegation efter delegation flyver luftrummet tyndt over Skandinavien til nogle velfortjente, afstressende og uforpligtende fridage. Herregud man skal jo bare fyre en højtravende, idealistisk tale af uden bund i virkeligheden. Det er venstrehåndsarbejde for enhver politisk skuespiller.
De smukke og selvoptagne svaner er desværre omgivet af rovfugle uden sans for æstetik. Deres griske øjne ser kun kød ? og endda lettilgængeligt kød. Enhver jæger ved, at hvis man skyder ind i en flok er sandsynligheden for at ramme betydelig større, en hvis målet var et enkelt dyr.
Så mens de smukke svaner pusler med fjerene og spejler sig i egen selvtilstrækkelighed, bliver de stille og rolig ædt op af mindre sofistikerede arter, der til gengæld har viljen til at overleve.
Alt imens vi med ildhu diskuterer ligegyldige forskelligheder, forsvinder vi fra landkortet.
Færøerne er det nordiske syndrom i miniformat. Godt nok er vi alle i familie, ? men dem på Suderø, på den anden side af sundet eller for den sags skyld dem på den anden side af åen, ? er godt nok for underlige til at vi kan samarbejde. Stod det til os ? folket ? havde vi ikke 50 men mindst 200 kommuner.
Men som de naive nordiske svaner er vi bygdefolk omgivet af rovdyr. Det største har sit jagtområde i den sydlige ende af Strømøen. Det sidder stille og roligt og slikker sig om munden og betragter stoisk den legendariske bygdesplid for så diskret at æde en bygd eller to i et ubevogtet øjeblik.
Når Færøerne så er blevet en kommune ? og helst, hvis det står til Landsstyret endnu en gumpetung svane i den virkelighedsfjerne nordiske flok, vil vi, som de andre nordiske lande, forsvinde fra landkortet.
Måske er vor indre splid historisk. Uden en belejring af Paris, blev halvdelen af en vikingehær tørstig og vendte om for at hente mere vin. Da vi kom tilbage var den tilbageblevne del af hæren naturligvis slagtet af franskmændene.
Nordisk enighed når den er bedst.