Søgelyset har især været rettet mod aktiebyttet i marts 1993 mellem Finansieringsfonden af 1992 og Den Danske Bank og den rolle, som jeg og andre kom til at spille i denne forbindelse.
På den tid befandt den færøske samfundsøkonomi sig i et frit fald. Det var så voldsomt, at det i dag er vanskeligt at fatte for udenforstående, men for os, der blev involveret i arbejdet med at få standset nedturen, var diagnosen klar: Vi stod overfor en krise, som man ikke i nyere tid har set magen til i noget vestligt samfund.
Under disse omstændigheder måtte der tages utraditionelle midler i brug, og aktiebyttet var et af dem. Det stod endvidere klart for os alle, at problemerne måtte løses politisk. Der var ingen kræfter tilbage i det private system.
Dette gjaldt også bankerne. Færøbanken havde ganske vist Den Danske Bank i ryggen, men Den Danske Bank meldte ud, at man som en privat aktionærbaseret bank ikke fandt det rimeligt at skulle deltage i en makroøkonomisk sanering af en økonomi, der var faldet sammen på grund af en forfejlet økonomisk politik.
Dette havde man forståelse for i Statsministeriet, hvilket fremgår klart af den dokumentation, der er forelagt for Undersøgelseskommissionen. Ministeriet bad herefter Finansieringsfonden om sammen med Den Danske Bank og med assistance fra Finanstilsynet at finde en løsning, der ikke måtte involvere penge.
Resultatet blev det forslag til en aktieombytning, som efterfølgende blev forelagt til politisk drøftelse og godkendelse.
Man kan kritisere formalie i denne transaktion, hvis man anskuer den ud fra et kommercielt synspunkt. Sigtet var imidlertid et ganske andet, nemlig hurtigst muligt at få samordnet bankernes kreditpolitik, således at begge banker kunne gå ind i en dybtgående, styret gældssanering af det færøske erhvervsliv, herunder det vigtige fiskerierhverv, således som det fremgår af det daværende Landsstyres pressemeddelelse om aktiebyttet.
Bankerne blev således omdrejningspunktet i den sanering, der fulgte, og som givetvis har været en helt afgørende faktor bag de klare positive meldinger, der siden er fremkommet om udviklingen på Færøerne.
I dette forløb var der naturligvis en vis bremselængde, og med det videre fald i den færøske økonomi kunne det ikke undgås, at bankerne kom til at lide yderligere tab. Det vidste alle, herunder regeringen og Landsstyret.
Aktiebyttet skal ses i dette perspektiv og ikke som en isoleret handling, der gik ud på at erhverve en bank. Forstår man ikke dette, forstår man intet i denne sag.
På denne baggrund finder jeg det beklageligt at blive hængt ud for dobbeltspil eller sløseri.
Drøftelserne om aktiebyttet foregik i Finanstilsynet. Finanstilsynet udarbejdede det materiale, der lå til grund for det oplæg, der blev udarbejdet, og Finanstilsynet forelagde oplægget i Statsministeriet. Fremdeles gav Finanstilsynet udtryk for, at Færøbanken var solvent, men at man selvfølgelig ikke kunne afgive garantier for fremtiden, ligesom Finanstilsynet og ministerierne var enige i, at det var nødvendigt med en koordineret, handlekraftig og hurtig indsats, såfremt det skulle være muligt at minimere tabene og redde dele af erhvervslivet på Færøerne. Alt dette og meget andet fremgår også af Kommissionens redegørelse.
Alligevel har man i den efterfølgende offentlige debat hæftet sig ved formalie i sagen og stort set overset sagens realiteter. Man har gjort meget ud af, at Færøbankens hensættelser skulle have været 200 mill. kr. for små, og at banken følgelig var insolvent, da aktiebyttet fandt sted. Dette kan Kommissionen selvfølgelig mene, nu fem år efter, og jeg kan da ikke afvise, at det var tilfældet, men jeg finder, at det er forkert, at denne diskussion, der trods alt hviler på et usikkert grundlag, helt og aldeles skal overskygge det, vi gik efter med aktiebyttet.
Man kan ikke ud fra det forhold, at Landsstyret i sensommeren 1993 måtte indskyde 1 mia.kr. i Færøbanken, slutte, at så undgik Den Danske Bank et tilsvarende tab. Der er tale om to vidt forskellige forløb.
Var Den Danske Bank fortsat som majoritetsaktionær, var det nærliggende, at banken havde gjort, hvad den kunne for at kredse penge hjem. Det var usandsynligt, at Den Danske Bank havde lagt yderligere 1 mia. kr. på Færøerne, udover de 600-700 mill. kr., som banken rent faktisk tabte. Det er korrekt, at Den Danske Bank i denne situation havde fået et problem. Men det havde det færøske samfund og det færøske Landsstyre så sandelig også.
Som nævnt var formålet at få sat skub i den færøske samfundsøkonomi, og det lykkedes. De mange penge, der blev ofret, forsvandt ikke ned i et sort hul. De blev den saltvandsindsprøjtning, der muliggjorde en hurtig genopretning.
Ydermere fik Færøerne en stærk bank ud af det, Føroya Banki, der både har haft en god driftsmæssig indtjening og har kunnet tilbageføre en ikke uvæsentlig del af de tidligere store hensættelser. Banken har følgelig kunnet betale skat og udbytte til Landsstyret og har herudover været i stand til at konsolidere sig, så banken i værdi nærmer sig milliardklassen, når man tager samtlige disse forhold i betragtning. Ligesom i Norge og Sverige er Færøerne på vej til at få sine udlæg tilbage. Der er et stykke vej endnu, men retningen er ikke til at tage fejl af.
Jeg er blevet bebrejdet for »lukkethed« og for ikke at have opfordret andre af Finansieringsfondens bestyrelsesmedlemmer til at deltage i de drøftelser, der fandt sted i Statsministeriet og Finanstilsynet. Det er første gang, jeg hører sådanne anklager. På de møder vi havde i Finansieringsfondens bestyrelse i marts 1993 og senere har jeg ikke mødt kritik af denne art.
Jeg er endvidere blevet beskyldt for at arbejde imod færøske interesser. Det er næsten ubærligt at skulle afvise en sådan beskyldning, men ifølge sagens hele natur er det selvfølgelig ikke sandt.
Angående manglende information til Landsstyret om bankens likviditet ved enhver bankmand, at svigter tilliden til en bank, skal man være yderst varsom med, hvordan man omgås dette spørgsmål, og likviditetssagen fandt jo sin løsning. Færøbanken havde problemer med en enkelt af banklovens likviditetsbestemmelser i vist nok to dage i slutningen af marts 1993, men så var det slut.
Jeg er også blevet mødt med andre bebrejdelser i informationsspørgsmålet, men var det fx min opgave i februar 1993, da banksagen var i sin forden, at ringe til Landsstyret og fortælle, at Den Danske Bank havde skrevet et fortroligt brev til statsministeren. Jeg vil mene, at det var brevmodtagerens opgave. Jeg vidste jo ikke, hvordan ministeriet ville håndtere denne sag, og det ville da ud fra enhver betragtning være utilstedeligt, hvis jeg blandede mig, før dette lå klart, og selv da lå informationspligten fortsat i ministeriet, således som det fremgik af embedsmandsmødet den 25. februar 1994.
Det føles ejendommeligt - mildest talt - på denne måde at blive hængt ud for snart det ene og snart det andet, når jeg i sin tid dog blot forsøgte at gøre en behjertet indsats, mens de kredse, der forårsagede ulykkerne, i dag kan iføre sig uskyldens klædebånd.
Sagen, der nu diskuteres så voldsomt, drejer sig om penge. Udadtil har man fordybet sig i, hvem der vidste hvad og hvornår, om der blev optrådt moralsk korrekt, om juraen var i orden, om undersøgelsesformen var den rette, osv. Sagen har slidt på regeringen og vel sagtens også på færøske politikere. Som iagttager må man undre sig over, at det er kommet så vidt.
Færøerne fik sig en lærestreg. 1980?ernes overforbrug måtte nødvendigvis »betales«, og menneskeligt set blev betalingen en udvandring svarende til 10 pct. af øernes befolkning og en arbejdsløshed, som man ikke havde set magen til i mands minde.
De politiske omkostninger for regeringen var åbenbare. Man kan gå et skridt videre og spørge, om sagens forløb i virkeligheden ikke også blev en belastning for folkestyret på grund af den afmagt, der endnu engang blev afsløret over for sager af denne art.
Politikerne, såvel danske som færøske, var enige om, at bankredningerne nødvendigvis måtte kræve hurtige beslutninger og vel og mærke beslutninger, der hvilede på økonomiske overvejelser. I sidste instans var formålet hurtigst muligt at få standset det frie fald i den færøske økonomi.
Hvad ville da have været mere nærliggende end at behandle de problemer og stridspunkter, der senere opstod, ud fra samme synsvinkel. Nu rullede sagen videre i pressen og på det politiske plan, og til sidst blev luften så tyk af beskyldninger og påstande, at der kun var en udvej tilbage - en undersøgelseskommission.
Det ville have været velgørende, om man såvel i København som i Tórshavn i tide havde erkendt konfliktens karakter af et rent politisk anliggende med økonomien som det centrale og havde sat sig for at finde en løsning i overensstemmelse hermed. I så fald havde man undgået den opslidende proces, der er kommet ud af det.
København,
den 22. januar 1998
Richard Mikkelsen
