Kære Annika
Jeg vil hermed klage over en speakerformulering i Reflektion d. 12. september 2010. Udtalelsen starter tid: 14.02 og er som følger:
"Foreldrini hjá Mikael eru danski komponisturin Kristian Blak og amerikanski floytuspælarin Sharon Weiss".
Som du ser af min understregning inddrager speakerteksten personernes etnicitet og kulturelle baggrund på en måde, der indikerer, at de er fremmedelementer i den færøske kontekst og kultur.
Kristian Blak har været bosiddende på Færøerne siden 1974 og Sharon Weiss siden 1975, og de har været væsentlige bidragsydere til det, vi i dag kalder færøsk kultur.
At betegne disse som udlændinge i en kulturudsendelse i KVF i 2010 er en grov ekskludering og stereotypering af to færøske borgere, der fuldgyldigt kan betegnes som færinger.
Jeg er klar over, at denne sproglige formulering er gængs sprogbrug i det færøske samfund og jeg vil derfor bruge denne anledning til at kaste lys på, at konsekvensen af dette sprogbrug er eksludering af fuldgyldige færøske borgere.
Mit formål med denne henvendelse er at få dette nationalistiske sprogbrug italesat, bevidstgjort og ændret.
Jeg forventer at få udtalelse fra Kringvarp Føroya om hvordan man stiller sig til denne form for sprogbrug og hvad man vil gøre for at ændre den.
På forhånd tak for dit svar.