Salomo, Davids søn, konge af Jerusalem, taler i Prædikerens bog i det Gamle Testamente stadig ind i vores tid – og vores politik.
Også ind i sagen om den radar, der skal opsættes på Færøerne, og være en del af NATO’s varslingssystem.
Den vil give os mere kundskab. Og om det siger Salomo som bekendt, at:
”jo større visdom, des større kval,
den, der øger sin kundskab, øger sin smerte.”
I en ny rapport fra center for militære studier står der, at øget overvågning risikerer at gøre os bekendt med russisk aktivitet.
Risikerer.
Det er en præcis beskrivelse af det bibelske dilemma. Man risikerer at få kundskab, for kundskab fører til kval og smerte.
Ifølge britiske kilder har Royal Air Force de sidste 17 år 136 gange bortvist russiske fly, der nærmede sig britisk luftrum nordfra. Altså der, hvor Færøerne ligger.
Men når jeg har spurgt regeringen om flyene har været over Færøerne, har svaret været, at det formoder man ikke.
Det kan man sige, for man har ikke set dem.
Det, der har været ude af vores øje, har vi også kunnet placere ude af vores sind.
Vi har kunnet kigge op i luften og sagt med Salomo: ”Endeløs tomhed, endeløs tomhed, alt er tomhed.”
Velvidende, at det nok ikke har været tilfældet.
Men når så nogen vil se et fly på den kommende radarskærm, vil han råbe: Her er noget nyt! Et militærfly.
Men hør så igen Salomos vise røst:
”Hvis nogen siger: »Se, her er noget nyt!« så har det, vi har for øje, allerede været for længst.”
Vi har nok vidst det med flyene – men vi har ikke be-vist det. Vi har kunnet holde det bag nogen gardiner, der har bestået af usikkerhed.
Radaren vil fjerne gardinerne fra det vindue, der vender op mod den færøske himmel.
Og hvad gør vi den dag vi kan se en fremmed rovfugl af metal oppe i det blå?
Er vi rede til at påtage os den kval, den smerte – og den opgave – som sandheden kan medføre?
Hvordan skal vi reagere på et fjendtligt fly i færøsk luftrum? Og hvem, skal gøre det?
Er der nogen, der ved?
Er der nogen, der ved?
Tak.