Der er noget gribende ved angrende syndere, der med brødebetynget blik rejser sig i menigheden og bekender deres små menneskelige fejltrin, MEN ?
At vi for åben TV-skærm skulle opleve nogle af samfundets mest forhærdede syndere ? de offentlige kvinder og mænd ? bryde sammen og tilstå, at de på trods af gode stillinger og lønninger ikke passer deres job 100% var en følelses-mæssig chokerende oplevelse. Stærk tobak.
Det må have været et meget stort emotionelt pres, de har levet under i årevis. Hvilken pine måned efter måned at være tvunget til at modtage fuld løn, vel vidende, at de kunne have gjort en større indsats til samfundets bedste. Nej ? det har ikke været nemt.
Derfor er det ikke alene rosværdigt men også positivt, at de tør stå frem for Føroya Folk og sige, at vi har svigtet jeres tillid, vi angre og nu vil vi have løn eftir fortjeneste. Vi må respektere deres selvindsigt og tilgive dem.
Da man jo ikke kan gøre et job mere end 100%, kan jeg forstå, at man med »Avriksløn« har tænkt sig at justere lønnen nedad afhængig af effektivitetsgraden af den enkeltes indsats. Det lyder da fornuftigt, så jeg forstår ikke Kjartan Hansens betænkeligheder. Her er virkelig millioner at spare. Samtidig vil man kunne smadre sammenholdet i fagforeningerne og overflødiggøre lovgivning om arbejdsret.
Se ? det er noget andet end de snoldede håndører, han kan få ind på børns helt livsnødvendige overforbrug af sodavand og slik.
