Atlanterhavet - mulighedernes hav

Olieefterforskningen ved Atlanterhavsmarginen giver mulighed for store gevinster for DONG

Af Anders Børsmose, DONG Kommunikation

"DONG ser et attraktivt potentiale i området omkring Færøerne og Shetlandsøerne. Vi har foretaget tre boringer i randzonen og fundet olie og gas i alle tre. Nu er vi i gang med at vurdere, om der er nok til, at det kan betale sig at udnytte det," siger Søren Blegvad Andersen, der er projektleder for DONGs New Venture-afdeling. I de senere år har DONG fået øjnene op for mulighederne for at finde olie og gas udenfor Nordsøen, og længere ud i Atlanterhavet.

Særligt den nordeuropæiske del af den såkaldte Atlanterhavsmargin er interessant for DONGs olieefterforskere. Oliemyndighederne i Storbritannien, Norge og Færøerne anslår potentialet til at være på omkring ti milliarder tønder olie for området.

"Atlanterhavsmarginen består af relativt modne områder, og de såkaldte 'Wild Cat-områder', der har et stort uudnyttet potentiale," fortæller Søren Blegvad Andersen. DONG er involveret i tre af de i alt ti olie- og gasprovinser, som Atlanterhavsmarginen er inddelt i - heraf én boring i den færøske sektor og 2 på britisk sektor.

Den del af Atlanterhavsmarginen, som DONG arbejder med, strækker sig fra Lofoten i Nordnorge og 2.000 kilometer ned til det nordlige Irland og er cirka 20 gange så stor som den danske del af Nordsøen. Geologerne i DONG har en fordel, frem for mange af de andre selskaber, der er interesseret i området.

"DONG har en god regional forståelse, fordi vi har været i gang i Grønland og på Færøerne. Vi kan sammenholde den regionale viden fra randområderne og trække dem ind i Atlanterhavsmarginen, fordi de geologiske strukturer minder om hinanden," siger Søren Blegvad Andersen.

Arbejdet med at bore efter olie og gas i Atlanterhavsmarginen byder på store udfordringer. Det barske vejr gør det umuligt at bore i vintermånederne, der er store vanddybder og havbunden er dækket af kilometer tyk lava.

Selvom havet omkring Færøerne er et vanskeligt område at arbejde i, og eftersøgningen er mere usikker end i Nordsøen, har DONG gode grunde til at fortsætte jagten på olien i Atlanterhavsmarginen.

"Efterforskningsrisikoen er større i Atlanterhavsmarginen, men der er mulighed for store gevinster. Vores produktion i Nordsøen vedligeholder indtjeningen, mens succes med efterforskningen i frontier-områderne kan give DONG et ordentligt økonomisk skub fremad," siger direktør i DONG Søren Gath Hansen fra DONG.