De har, som kongeriget Danmarks regeringsleder, sjoflet os færinger til, ved at udpensle os som uansvarlige, uromagere, og meget mere. Vi har sågar fra Bruxelles erfaret, at De overfor vor udenlandskommission, gennem et ikke tilfældigt dansk EU-parlamentsmedlem, har påtalt, at færinger skulle have til hensigt at genere Dem, ifald De ville besøge vort land, hvorefter De så Dem nødsaget til at aflyse besøget.
Lad det være sagt med det samme, vi færinger er ikke uromagere, vi er heller ikke uansvarlige. Derimod er vi særdeles gæstfrie og fredelige mennesker, så selv en personage som har sjoflet os til, sagtens vil kunne gæste øerne uden at vi vil tage os af det. Vi bærer jo ikke våben, og selvom vi havde kanoner, ville vi bestemt ikke ofre kræfter eller ammunition på en besøgende, heller ikke på Dem, herr statsminister. Godt nok er vi bekendt med danske vaner, men det med rådne og salmonellabesmittede æg er bestemt ikke velkomstmetoder, som vi tyr til. Det ville være fuldstændigt imod vores natur.
Som et kuriosum bør det nok nævnes, at der herværende danske kanoner bestemt ikke har været overophedet gennem de sidste århundreder, hverken ved brug til landets forsvar eller ved royale og andre prominente personers besøg, og dertil er disse vist også under dansk overopsyn, så der burde bestemt ikke være nogen grund til panik.
Danmarks forhenværende udenrigsminister, herr Uffe Ellemann Jensen, har udtalt, at De skylder os en undskyldning. Det kan da godt være, at det ifølge fru Gads, Takt og Tone og i henhold til diplomatiets snørklede regler, ville være på sin plads, men jeg er ikke så sikker på, at vit bryder os om en undskyldning, for Deres ord, gerninger og holdning har jo gjort den skade, som vel sagtens var Deres hensigt.
Så selv om De, med kolonimagtens forsoningsbanner i den ene hånd og den røde rose i den anden, har tænkt på at modtage vor lagmand, hvis balancekunst og graciøse bevægelser på de glatte gulve iøvrigt er ret tvivlsomme, uformelle invitation, til at gæste vort land, og tilse rigets gods og goder med de rebelske indboere, så burde De nok tænke Dem om to gange. Dog skal De ikke være bange for at Deres liv og lemmer vil være i våde, for vi er jo et roligt folkefærd. Men De kan være aldeles forvisset om, at undertegnede sammen med an masse andre færinger, som har vort land og folk kært, højst vil tillade os at ignorere Dem og ellers dybt beklage, at riget fattes personer med diplomatisk tæft og almindelig opdragelse, til at repræsentere den danske stat i en given situation.
Så, herr statsminister, De burde nok hellere holde Dem til de bonede gulve og snørklede gange på Christiansborg, og prøve så gelinde som muligt, at få slebet de skarpe hjørner af. Det vil i samhørighedens ånd og det lange løb, gavne Dem selv og vel sagtens også det danske rige, der ikke just har vokset sig større de sidste århundreder, hverken med eller uden kanoner.
Med venlig hilsen
Edvard Hermansen
